Teater Caféen lancerer særligt sæt til Ambufesten

05. august 2024 kl. 06.01

HOBRO: For omtrent et halvt år siden slog Camilla Leth Holmer og Søren Leth Holmer dørene op som nyt forpagterpar til Teater Caféen i den historiske teaterbygning på Theatertorvet 1 i Hobro. Efter en stille start tegner det mere og mere positivt. Én af succeserne er en populær amerikanskinspireret lørdagsbrunch.

– Juli har været vores hidtil bedste måned, hvilket ikke mindst skyldes en del turister i caféen, samt at vores lørdagsbrunch har været et meget velbesøgt tiltag. Vi har haft brunch de sidste tre lørdage, og der er kommet flere og flere gæster fra gang til gang. Så den fortsætter vi naturligvis med, lyder det fra Camilla Leth Holmer.

Brunchen er amerikanskinspireret med blandt andet pandekager og hash browns – sidstnævnte er revet kartoffel stegt på panden – hertil kommer blandt andet også pølser lavet af hjort og vildsvin, æg, yoghurt, ost og frugt.

Teater-sæt til Ambufesten

Årets Ambufest i Hobro nærmer sig med hastige skridt, og da Teater Caféen jo ikke ligger mange skridt fra festpladsen, så er planerne også ved at blive lagt for de festlige dage.

– Udover at vi generelt glæder os til travlhed i caféen under Ambufesten, som jo er vores første med caféen, så har vi planer om at tilbyde et særligt "Teater-sæt", der består af en durum med helstegt pattegris og hjemmelavet coleslaw og dertil en kold øl. Sådan et sæt må passe perfekt til Ambufesten, lyder vurderingen fra Søren Leth Holmer, der sammen med Camilla Leth Holmer kan se tilbage på et fornuftigt første halve år som forpagtere af Teater Caféen.

– Folk i Hobro er meget søde og støttende, og vi har fået masser af ros på blandt andet Facebook. Det har også betydet, at selskabsdelen tager mere og mere form med løbende bookinger på både julefrokoster, konfirmationer og andre fester, lyder det fra parret, der dog også har kunnet mærke, at de har overtaget et sted, der har været meget lukket de seneste år.

– Det har taget noget tid og energi at få fortalt folk, at der igen er masser af liv i caféen. Men det bliver hele tiden bedre og bedre, lyder det fra parret.

Fra den 16. september til 2. oktober tillader Camilla Leth Holmer og Søren Leth Holmer sig dog at holde ferie, og dermed holde lukket i caféen.

Men indtil da – og bagefter – er der masser af liv i caféen. Med lørdagsbrunch, mange andre lækkerier på de øvrige dage og snart også et teater-sæt til Ambufesten.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste