Sisse giver den en skalle, inden ferien kalder: - Vi giver den absolut fuld gas
HOBRO: Den 1. maj overtog Sisse Bek Mortensen forpagtningen af Restaurant Bie's Bryghus i hjertet af Hobro.
Siden har hun arbejdet nonstop, så når hun søndag den 21. december har serveret den sidste julefrokost og skænket den sidste Bies Julebryg, så holder hun en velfortjent pause frem til den 27. januar.
Og så alligevel ikke helt. På årets sidste dag byder restauranten på en take-away nytårsmenu.
- Ja, vi giver den absolut fuld gas med en lækker nytårsmenu på årets sidste dag, men ellers holder vi lukket i selve restauranten frem til den 27. januar, fortæller Sisse Bek Mortensen, der glæder sig over det første halve år i spidsen for det historiske spisested i hjertet af Hobro.
- Ja, jeg er meget tilfreds. Opbakningen har været flot, herunder også til julefrokoster i løbet af december. Dem har der virkelig været fart på. Det er både store og små selskaber, og der har været en fantastisk stemning i restauranten.
- Udover de mange spisende gæster, så har vi også haft et flot ølsalg, hvor folk er kommet med deres pantflasker for at få dem fyldt med årets populære julebryg eller andre af vores øl. Så skal man nå have god øl til juledagene og nytårsaften, eller måske købe en af vores øl-gaveæsker til julegave, så kan det også nås endnu. Vi har masser af øl i både hanerne og på flasker, fortæller hun.
At restauranten holder lukket i det meste af januar, betyder dog ikke, at Sisse – og det øvrige personale – ligger på den lade side. Januar måned skal blandt andet bruges på at planlægge 2026.
- Vi vil lave et årshjul, så vi har en god plan over, hvad der skal ske i restauranten. Vi har mange spændende idéer til arrangementer og events i årets løb, herunder fortsætte med vores populære fredagsbarer med livemusik og meget andet, lyder det fra Sisse Bek Mortensen, der inden det kommer så vidt altså tager sig en velfortjent puster.