Så er der sat dato på åbningen af Hobros nye spisested
HOBRO: Nedtællingen til åbningen af Hobros nye sushirestaurant Moka Sushi er godt i gang.
Lige nu knokles der med istandsættelse og indretning af lokalerne på Adelgade 25, og her er arbejdet så langt, at ejeren nu tør sætte åbningsdato på.
Det bliver fredag 10. juli.
Det er Youxiang Zhu, der slår dørene op til Moka Sushi på Store Torv/Adelgade. En lokation, der de sidste mange år har huset Kaffebørsen, der lukkede med udgangen af 2025.
Youxiang Zhu har i forvejen DaYu Sushi på havnen i Grenaa og åbner dermed sin anden restaurant, som altså bliver i hjertet af Hobro.
Moka Sushi i Hobro vil tilbyde sushi ad libitum og takeaway.
Åbningstiden vil blive kl. 11.30-21.30.
Sushi-tryllerierne i køkkenet vil blive styret af kok Jianming Chen, der i dag arbejder på DaYu Sushi i Grenaa, men som altså får ansvaret for restauranten i Hobro.
Den nye restaurant vil få plads til 40 gæster inde i restauranten og 20 gæster udenfor.