Billede beskrivelse

Populært madsted skal have ny chef

16. december 2025 kl. 19.00

MARIAGER: Ved årsskiftet stopper forpagteren af A'Porta, Poul Mikkelsen, og dermed blev det altså til mindre end et år i køkkenet og baren på det populære madsted i Mariager.

Ikke fordi han har lyst, eller fordi det er gået dårligt med forretningen.

- Det er faktisk gået fint med masser af turister hen over sommeren, og det er jo dem, vi lever af. Der er meget stille nu bortset fra julefrokosterne, men sådan er det jo i Mariager. Problemet er, at både jeg og min kæreste, Dorte, som jeg overtog forpagtningen sammen med, er blevet ramt af sygdom, så vi kan ganske enkelt ikke holde til det, siger Poul Mikkelsen.

Som tidligere tømrermester - blandt andet - har han ikke den mest oplagte baggrund for at drive restaurant, men han valgte at gå ind i branchen på grund af stedet.

- Jeg er kommet her som stamkunde igennem mange år og holder meget af A'Porta, så da jeg fik muligheden, slog jeg til. Det var mest Dorte, der skulle have stået for det, men det er altså ikke muligt, siger Poul Mikkelsen, der ikke har planer om at lægge sig på sofaen.

- Jeg opfandt for 30 år siden et specielt tagrenoveringsbeslag til asbesttage, som jeg har solgt omkring en million af, og som jeg stadig sælger, og så er jeg faktisk kraniosakralterapeut med klinik derhjemme, så jeg kommer ikke til at kede mig, siger Poul Mikkelsen.

Ejeren af A'Porta, Sandra-Elizabeth Sabillon Madrid, bebuder, at hun og hendes mand, Karsten Dalum, selv tager over ved årsskiftet.

- Vi vil arbejde målrettet på at få stedet tilbage på rette spor og gøre A'Porta attraktiv igen som et levende samlingspunkt i byen. Vi vil introducere nye tiltag, blandt andet den spanske tradition, hvor man ved køb af øl får serveret tapas – en kultur jeg selv kommer fra, siger hun.

Elizabeth Madrid har selv fået ledige hænder, efter at hun for nylig lukkede Kaffebørsen i Hobro.

- Kundegrundlaget viste sig at være for lille i forhold til den høje husleje. Sådan er vilkårene nogle gange i forretningslivet. Har man savnet noget fra Kaffebørsen, er man meget velkommen til at besøge os på A'Porta, siger hun.

Nu er fokus altså på A'Porta og Mariager.

- Vi er allerede i gang med at planlægge forskellige arrangementer og aktiviteter, så A'Porta igen kan blive byens mødested, et sted, hvor man har lyst til at komme, og hvor Elizabeth er tilbage. I starten vil der være begrænset åbningstid, da der skal laves en mindre renovering. Den fulde drift forventes at starte i februar, siger hun.
En ny hjemmeside og Facebook-side er på vej. Allerede nu er det dog muligt at kontakte Elizabeth Madrid og foretage bestillinger til det nye år på telefon 77 22 48 02.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste