Billede beskrivelse

Pia var tæt på at måtte melde udsolgt på første åbningsdag

03. december 2024 kl. 19.02

HOBRO: I fredags - på Black Friday - havde Pia Adelsteen første åbningsdag i sin nyerhvervede pølsevogn på Store Torv i Hobro. Det blev en vild åbningsdag.

- Da jeg købte ind til min åbning, tænkte jeg, at jeg havde fået købt alt, alt for meget. Men vi skulle ikke ret langt hen på dagen, før jeg frygtede, at jeg ville løbe tør for varer og måtte melde udsolgt.

- Blandt andet havde jeg købt tre store ribbenstege alene til ribbenstegssandwich og de røg alle tre, fortæller Pia Adelsteen om første åbningsdag som pølsemutter i den karakteristiske røde pølsevogn, som hun ganske passende har omdøbt til Pia’s Pølsevogn.

- Heldigvis gik det lige, og alle der besøgte mig på åbningsdagen fik stillet deres sult, tilføjer hun.

Billede beskrivelse

Travlheden fortsatte ufortrødent om lørdagen, hvor Pia havde fået nye forsyninger af varer. Her var der masser af juleaktiviteter i byen og ikke mindst på Store Torv, hvilket betød mange mennesker i byen.

- Det var både skægt og rigtigt hyggeligt at være en del af, lyder det fra Pia Adelsteen, der indtil for nylig har været indehaver af beværtningen og spisestedet Aporta i Mariager – sammen med sin partner Kim Christiansen. Parret driver fortsat et Bed & Breakfast i Mariager. Begge var medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti frem til 2019.

Fokus på pølser, burgere og sandwich

Pia’s Pølsevogn tilbyder forskellige udgaver af pølser, burgere og sandwich med diverse tilbehør, mens man må spejde langt efter andre klassiske grillretter.

- Jeg er jo først og fremmest en pølsevogn, og der er minimal plads i vognen, så jeg har simpelthen ikke plads til at lave eksempelvis kebab og andre grillretter. Men at dømme på starten, så skal jeg nok også få travlt alligevel. Jeg er i hvert fald meget positiv over den start og modtagelse, som jeg har fået de første par åbningsdage, hvor der også har været mange søde kommentarer. Det er jeg glad for, fortæller hun.

Billede beskrivelse

Åbent fem dage om ugen

Pia’s Pølsevogn har åbent fem dage om ugen – med lukkedage søndag og mandag. Der er – som hos den tidligere ejer af pølsevognen – heller ikke åbent om natten fredag og lørdag.

- Jeg vil hellere starte op lidt forsigtigt, hvor jeg sammenlagt har åbent 32 timer om ugen, og så eventuelt udvide åbningstiderne, hvis det skulle vise sig at være hensigtsmæssigt og jeg kan få det til at hænge sammen.

- Men nu solgte Kim og jeg jo heller ikke Aporta for at jeg skulle fortsætte med at arbejde vildt mange timer hver uge, så umiddelbart tror jeg, at de nuværende åbningstider kommer til at passe meget godt.

- Jeg har i hvert fald en rigtig god fornemmelse, og det er dejligt, at starten har været både travl og sjov, lyder det fra Pia Adelsteen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste