Billede beskrivelse

Overraskende lukning af bistro: Her er forklaringen

20. november 2025 kl. 19.02

HOBRO: Ægteparret Elin Jonsdottir og Geir Magnusson åbnede Esja Bistro på Store Torv i Hobro tilbage i efteråret 2022. 

En bistro med inspiration fra deres hjemland Island. De valgte imidlertid at lukke den allerede et lille år senere, men i foråret 2024 gjorde de et overraskende comeback og genåbnede bistroen på selvsamme adresse. 

Men nu er det slut. Esja Bistro i hjertet af Hobro er definitivt lukket, hvilket der er en helt klar årsag til.

- Vi har egentlig haft en rigtig fin bistro med en flot opbakning fra kunderne, men vi har kæmpet meget med at finde personale, herunder ikke mindst en kok, der kunne tage aftenvagterne. Så da vores seneste kok meddelte, at han gerne ville stoppe, valgte vi at tage konsekvensen og lukke ned, fortæller Geir Magnusson.

- Vi har også spisesteder i Randers, Frederikshavn og Silkeborg, ligesom vi har et familieliv med i alt seks børn derhjemme. Så det er en større kabale, der er afhængig af, at en bistro som den i Hobro er selvkørende med et godt personale. Her har vi altså kæmpet med at finde den rette til køkkenet, tilføjer han.

Billede beskrivelse

Vil gerne fortsætte med Eva’s Kost

Parrets tre andre spisesteder i Randers, Frederikshavn og Silkeborg er alle take-away-restauranten Eva’s Kost, som i Hobro også har hjemme på førstesalen over Esja Bistro. Det er planen, at parret gerne vil fortsætte med Eva’s Kost i Hobro, men på en anden adresse.

- Vi forlader de nuværende lokaler ved årsskiftet, men håber meget, at vi kan finde den rigtige lokation til Eva’s Kost, som vi gerne vil beholde i Hobro. Også her føler vi, at opbakningen er rigtig flot, så det vil være naturligt at fortsætte, fortæller Geir Magnusson.

- Foreløbigt har vi ikke lige fundet den rigtige lokation, men det håber jeg lykkes indenfor overskuelig tid, lyder det fra Geir Magnusson.

Han tilføjer, at parret på ingen måder fortryder, at de for godt et år siden genåbnede Esja Bistro i Hobro.

- Slet ikke. Det har været en god periode med Esja Bistro, men nogle gange støder der nogle udfordringer til, der betyder, at man må tage en svær beslutning, tilføjer han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste