Ny forpagter jubler over god start
HOBRO: Den 1. maj overtog 28-årige Sisse Bek Mortensen forpagtningen af Restaurant Bie’s Bryghus i hjertet af Hobro.
Det er nu tre solskinsfyldte sommermåneder siden, så vi kiggede forbi for at høre, hvordan starten har været for den nye forpagter.
- Jeg er blevet taget fantastisk godt imod, og starten har været over al forventning. Det har været en travl sommer, hvilket skyldes både opbakningen fra lokale, men bestemt også de mange turister og andre besøgende, der er kommet til Hobro blandt andet for at opleve denne sommers store trækplaster; Midgårdsormen. Her er vi jo heldige med, at en væsentlig del af kunstværket er i gården lige udenfor vores dør. Det har været et stort plus for os, fortæller Sisse Bek Mortensen.
- Jeg synes også, at vi er lykkedes med at gøre vores sted til en attraktiv kombination mellem en hyggelig og attraktiv restaurant og et sted, hvor man bare kan sætte sig for at hygge og få en øl med vennerne. Vi er jo også et bryghus, så sådan skal det være.
- Her har vi blandt andet haft stor succes med vores fredagsbarer med musik og rigtig mange mennesker i gården. Det har virkelig været stemningsfuldt, tilføjer Sisse Bek Mortensen.
Betyder meget for mange
Sisse Bek Mortensen kommer oprindeligt fra Assens ved Mariager, men har – inden hun overtog Restaurant Bie´s Bryghus - boet i Skagen, hvor hun var restaurantchef på Restaurant De2Have.
Nu er hun hjemme i vante omgivelser, hvor hun godt kan mærke at mange gerne vil hende godt.
- På den positive måde får jeg løbende mange idéer, tips, forslag og gode råd fra mange gode mennesker. Jeg kan virkelig mærke, at folk vil restauranten og at det er et historisk sted, der betyder meget for mange mennesker.
- Det er et godt fundament for mit arbejde, og jeg er meget glad for starten som forpagter af Restaurant Bie’s Bryghus, lyder det fra Sisse Bek Mortensen, der tilføjer, at hun omsider har fået sit team i restaurant og køkken helt på plads.