Ny burgerbar rykker ind i tidligere bageri
En ny burgerbar er ved at tage form i Hobro. Det er brødrene Ari Ahmed, Muhammed Ahmed og Jhelvan Ravn, der onsdag den 30. marts slår dørene op til Din Burger Bar på Mariagervej 2 i Hobro – i lokalerne, hvor bageriet My Bakery tidligere havde hjemme.
- Vi har i forvejen en pizza- og grillrestaurant i Øster Hurup, men der er rigeligt med pizzarier i Hobro. Derfor vil vi i stedet åbne en burgerbar, hvor man kan få gode, hjemmelavede burgere i mange forskellige udgaver og til gode priser, fortæller Ari Ahmed.
Han har taget orlov fra seminariet i Hjørring, hvor han læser til skolelærer, for at blive daglig leder af den nye burgerbar i Hobro, hvor han bor privat.
Snart åbningsklar
Din Burger Bar bliver primært en take-away-restaurant, men der bliver også nogle enkelte siddepladser i restauranten, hvis man vil sidde og nyde maden. Lige nu er man i gang med at gøre lokalerne klar til åbningen, og i den forbindelse har man haft et supergodt samarbejde med udlejer af lokalerne, Jørgen Kjeldsen.
- Han har været meget behjælpelig med en lang række forskellige ting, blandt andet omkring istandsættelse og indretning, og vi glæder os meget til at vi er færdige, og kan fremvise burgerbaren til Hobro, fortæller Ari Ahmed, der lige nu er på jagt efter personale.
- Vi skal have fundet 5-7 ungarbejdere, så er man interesseret er man meget velkommen til at kontakte mig, fortæller han.
Din Burger Bar vil have åbent alle ugens syv dage fra klokken 11.00 til 21.30.
På første åbningsdag loves der en række rigtig gode åbningstilbud.