Nu dyrker Claus sin passion for at lave mad på den helt rigtige måde
45-årige Claus Feldborg er uddannet kok i 2006, og slog i mange år sine folder på toprestauranter i både København og Aarhus. Nu har han sadlet om, og åbnet Feldborgs Folkekøkken på Aalborgvej 4 i Hobro.
Kokkebranchen kan være hård og stressende. Det lærte Claus Feldborg på den barske måde, da han i 2018 blev ramt af en blodprop i hjertet. Det betød, at han tog en længere og meget nødvendig pause fra branchen, som han med egne ord blev ”bange for”.
Alligevel valgte han i 2022 at vende tilbage til kokkefaget – blandt andet som ansat på Schackenborg Slotskro i Sønderjylland og derefter Hattenæs Badehotel ved Silkeborg. Men selvom det var gode jobs på nogle skønne steder, føltes det alligevel ikke helt rigtigt. Derfor skulle der sadles om.
Tættere på sin datter
Samtidig ville han bopælsmæssigt gerne tættere på sin datter, og det fik ham til at vende snuden mod Hobro. Her fik han idéen til at dyrke sin passion for at lave mad, men på en anden måde, der passede bedre til ham. Han åbnede Feldborgs Folkekøkken.
- Her laver jeg skolemad, mad til ældre, frokostordninger, sandwich, smørrebrød, dagens ret og generelt bare mad-ud-af-huset til både virksomheder og private. Jeg har også introduceret et tillids- og selvbetjeningskøleskab i vindfanget, hvor håndværkere og andre kan komme og hente en sandwich eller dagens ret. Jeg kører også gerne ud og leverer maden, fortæller Claus Feldborg.
- Jeg kalder min mad enkel, ærlig og velsmagende, og jeg elsker at tage udgangspunkt i de gode råvarer af høj kvalitet. Alt er lavet fra bunden, og jeg bager eksempelvis alt mit brød selv.
Fantastiske køkkenfaciliteter skulle udnyttes
Feldborgs Folkekøkken er rykket ind på Aalborgvej 4 i Hobro, hvor Hammer Biler indtil for nylig havde hjemme, og hvor virksomheden Kabinescooter siden er rykket ind.
Hammer Biler var - udover at sælge biler - kendt for at lave mad og holde arrangementer, og derfor er der rigtig gode køkkenfaciliteter på stedet.
- Her er nogle fantastiske køkkenfaciliteter, som var oplagte at udnytte, og så er tilkørslen hertil jo meget nem, når man skal hente sin mad. Så jeg er glad for, at jeg fik muligheden for at være her, fortæller Claus Feldborg, der nyder sit nye virke:
- Jeg har travlt på en god måde, der passer rigtigt godt til mig. Det er ikke den usunde stress, som kan opleves i et køkken i en restaurant, men den gode stress, der giver mig energi, overskud og engagement. Så jeg nyder det meget, og synes også, at jeg har fået en god start med en flot opbakning, fortæller han.