Billede beskrivelse

Nathalies foodtruck er blevet en kæmpesucces

15. april 2025 kl. 18.01

NORDJYLLAND: Mange sushirestauranter har running sushi på menuen, men næppe ret mange tilbyder "sushi on wheels". Men det gør Sushimania-kæden. En ældre Citroën varevogn ombygget til en foodtruck har siden sidste sommer kørt Nordjylland tynd, og det er hurtigt blevet en kæmpe succes.

- Vi startede i det små med at besøge festivaler i Nibe, Skagen og Ringkøbing og byggede det ud til også at køre rundt til mindre byer, hvor der ikke er sushirestauranter. Man kan også bestille os til arrangementer som fødselsdage, studentergilder, receptioner eller konfirmationer, og jeg må bare sige, at det er gået op og op med efterspørgslen, fortæller Nathalie Kühl, der ud over at bestyre syv af kædens restauranter også har ansvaret for truck'en.

Det er mest hos købmænd og supermarkeder, at man stiller bilen op på parkeringspladsen.

Billede beskrivelse

- De er mega glade for at se os. Det skaber liv, fordi der kommer flere kunder, og så er det jo også en gang imellem sådan, at mor vil have sushi, og far hellere vil have bøf, så de får også mersalg på det. Det er win-win, siger Nathalie Kühl.

Det er meget begrænset, hvad man har gjort ud af markedsføringen.

- Vi er på Facebook, hvor man kan se, hvor vi kommer henne, men ellers er det god, nordjysk mund til mund, og det virker godt. Det er ikke nødvendigt med mere. Tværtimod. Vi har rigeligt travlt og planlægger at sende endnu en truck ud på landevejene til efteråret. Mon ikke der også kommer flere til i resten af landet? Lige nu kører vi kun i Nordjylland, siger Nathalie Kühl.

Hun fortæller, at både kunder og personale reagerer på det specielle køretøj.

- Nu er jeg ikke specielt interesseret i biler, men den er jo meget old school, og man bliver simpelthen glad i låget af at se den. Personalet er vilde med at stå i den, og de får masser af respons fra kunderne, siger Nathalie Kühl.

Billede beskrivelse

Ofte reagerer man på direkte opfordringer til at komme på besøg.

- Jo flere der efterspørger, jo mere orienterer vi os selvfølgelig efter det. Lige nu har vi fået mange henvendelser fra Nibe, om vi ikke nok vil komme, og det vil vi selvfølgelig gerne, siger Nathalie Kühl.

Der er umiddelbart kun en svaghed ved konceptet. Truck'en skal bruge temmelig meget strøm.

- Så vi oplever indimellem, at det kniber med at få det til at fungere. Folk er sådan set klar, men så sker der alligevel et eller andet, der skaber problemer. For eksempel var vi for nylig i Arden for første gang. Kunderne stod klar, og vi var klar til at gå i gang, men strømmen virkede ikke, og der gik et par timer, før en elektriker kom og ordnede det. Det er p.....ærgerligt, men det sker altså en gang imellem, siger Nathalie Kühl.

På https://www.facebook.com/sushimaniasfoodtruck kan man blandt andet se, hvor foodtrucken gør ophold. I denne uge er det Meny i Klarup onsdag, SuperBrugsen i Løkken torsdag, Brugsen Øster Hurup fredag, og lørdag rundes ugen af ved SuperBrugsen i Pandrup.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste