Madhus med vokseværk
HOBRO/NØRAGER: Tilbage i 2019 kastede Martin Vraa Olesen sig ud som selvstændig med Mos Madhus på Løgstørvej i Hobro.
Her har virksomheden stadig hjemme, men en flot vækst og behov for mere plads har betydet, at Mos Madhus nu også har fået adresse på Grynderupvejen 2 i Nørager.
Mos Madhus tilbyder firmafrokoster og kantinedrift samt mad til selskaber og private fester. Hertil kommer take-away af blandt andet sandwich og smørrebrød, som kan bestilles online og afhentes i butikken på Løgstørvej i Hobro.
Særligt delen med firmafrokoster og kantinedrift er vokset markant de seneste år, hvor madhuset i gennemsnit bespiser 600 mennesker om dagen. Denne del har krævet mere plads i køkkenet, og derfor er lokationen denne sommer blevet udvidet med yderligere godt 500 kvadratmeter på Grynderupvejen 2 i Nørager.
Flot modtagelse
- Vi har nogle gode rammer i Hobro, men har suppleret med de nye lokaler, der tidligere har huset en slagter med eget slagteri. Her er optimale faciliteter med strøm og andet, der passer perfekt til en virksomhed som vores med behov for et storkøkken. At udvide med større og bedre faciliteter var simpelthen en nødvendighed for at kunne følge med og vækste yderligere, fortæller Martin Vraa Olesen, der glæder sig over starten i de nye rammer.
- Udover at vi er faldet godt til, har vi allerede fået to nye firmafrokostordninger ind fra større virksomheder i lokalområdet, så det er bestemt en positiv modtagelse. Og det ovenikøbet inden vi er kommet helt på plads endnu. Vi har blandt andet endnu ikke fået skilte på vores bygning, fortæller han.
Lokalt, bæredygtigt og økologisk
Mos Madhus har i sin madlavning fokus på lokale råvarer, bæredygtighed og økologi. Med hensyn til sidstnævnte har Mos Madhus lige fået det statskontrollerede bronzemærke i økologi, hvilket betyder, at brugen af økologiske fødevarer er mellem 30 og 60%.
- Vi har hele tiden fokus på at levere smagsoplevelser, tænke lokalt, bæredygtigt og økologisk, så det er en stor tilfredshed, at vi har fået et officielt stempel på sidstnævnte, fortæller Martin Vraa Olesen, der glæder sig til at udvikle virksomheden og de nye lokaler endnu mere.
- Vi vil fortsat have hjemme på Løgstørvej i Hobro, men vores storkøkken og hovedkontor er nu her i Nørager, hvor vi har mange spændende idéer med lokalerne. Blandt andet er det vores plan, at vi også her får en butik med take-away. Det er i hvert fald noget, vi arbejder på, lyder det fra Martin Vraa Olesen.
Mos Madhus tæller i dag 10 medarbejdere.