Madentusiast elsker sine nye omgivelser
For et lille års tid siden overtog Kenneth Kragelund roret i restauranten hos Volstrup Golfcenter, hvilket varslede nye tider i køkkenet og på selskabsfronten. Skal Kenneth gøre status, har det første års tid været travlt, anderledes og udfordrerne, men først og fremmest spændende, sjovt og med masser af positiv respons fra stedets gæster og medlemmer.
Kenneth Kragelund har et flot cv i restaurationsbranchen, hvor han på vores kanter særligt er kendt for sin tid i spidsen for succesfulde Restaurant Nørlund ved Nørlund Slot, som han – sammen med Klaus Kalsen – stod i spidsen for fra 2004 til 2009. Her høstede duoen i tidens løb adskillige fornemme madanmeldelser, inden de selv valgte at sende stafetten videre til en ny forpagter.
Efter Nørlund-dagene arbejdede Kenneth Kragelund som pædagog, inden han i marts måned sidste år sagde ja til udfordringen som køkkenchef i restauranten hos Volstrup Golfcenter. Eller rettere jobbet som madentusiast og vært, som han meget hellere vil kaldes.
Åbent 80 timer om ugen
- Det har været lige nøjagtigt så sjovt og spændende, som jeg på forhånd havde drømt om. Samtidig er det også noget helt særligt, men også udfordrerne, at være på et sted, hvor der er et flow af mennesker fra tidlig morgen til sen aften.
- Modsat da jeg havde en restaurant med aftenåben torsdag, fredag og lørdag, så skal vi her være klar til at give den gode oplevelse til medlemmer og gæster fra tidlig morgen til sen aften, alle ugens dage. Morgenmad, frokost og aftensmad. Vi er på godt 80 timer om ugen, fortæller Kenneth Kragelund.
- Men jeg elsker det. Både flowet af mennesker, de gode snakke med medlemmerne og at jeg fået frie tøjler til at sætte mit helt eget præg på stedet. Her har jeg forsøgt mig frem med mange nye tiltag i form af både arrangementer og nyskabelser på menukortet, og jeg vil gerne takke medlemmerne for deres tålmodighed, opbakning, feedback og generelt meget positive respons, fortæller han.
Fester og selskaber lidt udover det sædvanlige
Volstrup Golfcenter er smukt beliggende nogle få kilometer vest for Hobro. Centret har 700 medlemmer og for restaurantens vedkommende er den beriget med et stilfuldt restaurationslokale med den smukkeste udsigt over golfbanen, som også kan nydes fra den store udsigtsterrasse. Her er masser af liv forår og sommer.
Derudover har stedet et helt særligt indendørscenter, der oser af stemning og atmosfære og med mulighed for forskellige aktiviteter, blandt andet flere golfsimulatorer, som er et tilløbsstykke hele året, men selvfølgelig særligt i vinterhalvåret. Begge lokaliteter giver nogle helt unikke muligheder for selskaber.
- Vi elsker at arrangere fester og selskaber, der er lidt udover det sædvanlige og hvor mad og omgivelser går op i en højere enhed. Det har vi muligheder for her. For nylig havde vi blandt andet en 50-års fødselsdag, hvor vi serverede østers og andre særlige lækkerier, men hvor aftenen også bød på DJ, barstemning og leg i de forskellige aktiviteter. Det var det stilfulde, der mødte det afslappede, og det kan vi med de særlige rammer, vi har. Samtidig kan vi selvfølgelig også det traditionelle. Det handler ganske enkelt om at gribe den enkeltes behov, og det har vi mulighederne for, lyder det fra Kenneth Kragelund.
- Vi vil gerne endnu mere på selskabsdelen, og vi kan godt mærke, at det er ved at rygtedes, hvad vi kan. Der er i hvert fald mange bookinger, både til konfirmationer, fødselsdage og bryllupper, men der er plads til endnu mere, netop fordi vi har de forskelligartede rammer og muligheder til alle størrelser af selskaber.
Tøffe og Tøffes livretter
I tillæg til ugens faste gang i restauranten, der har forskellige tiltag i løbet af sæsonen - lige nu blandt andet den meget populære ”Torsdags-tapas” - arrangeres der løbende forskellige arrangementer.
Her var et af de seneste et totalt udsolgt besøg af den tidligere danske landsholdsspiller i fodbold – og nuværende fodboldekspert på tv – Stig Tøfting. Her fortalte ”Tøffe” om sin karriere på og udenfor fodboldbanen, mens de fremmødte samtidig kunne nyde ”Plæneklipperens” livretter på tallerkenen – frit fortolket af Kenneth.
- Vi vil gerne lave endnu flere arrangementer, og har da også en del spændende idéer i støbeskeen. Der bliver meget at glæde sig til, lover Kenneth Kragelund, der i køkkenet får hjælp af fem medarbejdere – én af dem er 72-årige Jørn Hilding Andersen, der har arbejdet i restauranten i mange år.
- Jørn har været, og er fortsat, guld værd for mig. Han har virkelig været en kæmpe hjælp i opstarten, hvor jeg skulle lære stedet at kende.
- Han har dog meddelt, at han efter denne sæson gerne vil gå på pension, så jeg er på udkig efter en ny, der kan hjælpe mig i køkkenet.
- Så hvis der sidder en erfaren krofatter eller kromutter derude, der har lyst til at blive en del af et fantastisk sted med masser af liv og stemning, så er det bare at tage fat i mig, lyder det fra Kenneth Kragelund.