Kims nye ishus er en stor succes
ALS: Tilbage i marts besluttede Kim Johansen sig for at udvide dagligdagen på Als Kro & Badehotel med et ishus.
Idéen opstod efter Kim indkøbte en softicemaskine til Als Kro & Badehotel, som hurtigt opnåede stor efterspørgsel i området.
- Det blev så populært, at jeg tænkte, der måtte være et marked for det, sagde han dengang til LigeHer.nu.
Den 20. maj kunne kroejeren så slå dørene op til Als KA'IS.
- Vi har fået en virkelig god start, og det er tydeligt, at folk har taget godt imod det nye ishus, siger han i et interview med Mariagerfjordposten.
Knap en måned efter åbningen, har Kims forhåbninger altså vist sig at holde stik - med stor interesse fra både lokale og turister.
- Mange kommer igen, og vi hører hele tiden positive kommentarer om både smagen og størrelsen på isene, fortæller han.
En mand fuld af idéer
Kim Johansen overtog Als Kro & Badehotel i 2025, efter stedet havde stået tomt i to år.
Sidenhen har stedet haft stor succes, blandt andet med sin stegte flæsk, der hver onsdag formår at fylde kroens lokaler.
Nu er det nye ishus også kommet på plads med succes - men Kims kreative hjerne stopper bestemt ikke her.
Nyeste idé til samlingen er at genskabe tårnet fra den oprindelige bygning, som den stod i starten af 1960'erne.
- Der skal ske noget. Hvis man ikke udvikler, afvikler man.