Billede beskrivelse

Kim og Pia forlader restaurationsbranchen efter 11 år med Restaurant A Porta

18. august 2024 kl. 11.00

MARIAGER: Det er 11 år siden, parret Kim Christiansen og Pia Adelsteen overtog Restaurant A Porta i Mariager, og nu er tiden kommet til at søge andre græsgange. De har solgt A Porta pr 1. september.

Som man ville sige i udsendelsen Hammerslag er der givet et mindre afslag, men ifølge Kim Christiansen er man stort set landet på den udbudte pris 1,78 mio. kroner.

For det får man ikke bare rå mursten, men tillige en fornuftig indtjening, lover han.

- Det er en attraktiv forretning og et godt produkt, hvis man har lysten, siger Kim Christiansen.

Det afspejler sig også i handlen. 

Ændrede konceptet

A Porta har kun stået til salg hos John Frandsen Erhverv i et lille års tid, før den kommende ejer, Sandra-Elizabeth Sabillon Madrid, slog til. Hun har drevet restaurant i Sønderjylland og har tilkendegivet, at hun vil videreføre konceptet.

Det var et såkaldt brunt værtshus, da parret Christiansen/Adelsteen tog over.

- Men vi har jo lavet det hele om. Vi har stadig krostuen, men resten er restaurant med fokus på klassisk dansk smørrebrød. For to år siden røg den sidste brune farve, da vi gjorde det hele røgfrit og istandsatte og malede krostuen, fortæller Kim Christiansen.

Billede beskrivelse

Parret har en klar rollefordeling. Pia Adelsteen står for regnskab, indkøb af råvarer, vagtplanlægning og betjening af kunderne, mens Kim Christiansen mest huserer i køkkenet med potter og pander.

- Vi serverer utrolig meget fisk, og det meste er pandestegt, for vi har simpelthen ikke en friturekoger. Pommes frites må man tænke sig til. Til gengæld har vi en del vegetariske og veganske retter på menukortet, og de er meget populære, siger han.

De suppleres af fem faste ansatte, der går op og ned i tid, afhængig af om man er i den travle sæson, maj-september og ikke mindst december.

Genopstiller ikke

Kim Christiansen er naturligvis husket for sine 14 år i Folketinget som repræsentant og markant trafikordfører for Dansk Folkeparti. Det sluttede ved valget i 2022, da han sammen med 10 andre DF'ere blev dømt ude af vælgerne, og folketingsgruppen blev reduceret til fem. Dermed var det også ovre med karrieren som MF'er.

- Jeg er fortsat medlem af DF, men genopstiller ikke, slår Kim Christiansen fast.

I en alder af snart 68 år agter han dog ikke at "nyde" sit otium.

- Vi har jo stadig vores bed & breakfast. Pia er kun 60, søger andet arbejde og har flere muligheder på hånden. Jeg har min tjenestemandspension fra Folketinget, men vil gerne have et arbejde på, lad os sige 14-15 timer om ugen, og det kan være alt muligt, bare ikke restaurationsbranchen. Vi har været glade for A Porta, men der skal ske noget nyt, siger Kim Christiansen.

Ikke styr på fremtiden

Arbejdslivet fortsætter, men det skal ikke være i restaurationsbranchen, siger Kim Christiansen, der ikke har lagt sig fast på, hvad han vil.

Kim Christiansen lagde sig som transportordfører for DF i selen for at skaffe en omfartsvej til Mariager, men måtte give fortabt.

Ved folketingsvalget i 2022 blev DF reduceret fra 16 til 5 MF'er, og blandt dem, der røg ud, var Kim Christiansen, der ikke genopstiller.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste