Billede beskrivelse

Kendt spisested genåbnet med ny profil

20. april 2026 kl. 19.01

MARIAGER: Efter et noget turbulent forløb åbnede spisestedet med det nye navn Mariager Café A'Porta 4. marts igen dørene for gæster. Denne gang med ejeren, Elizabeth Madrid, og hendes kæreste, Karsten Dalum, som ansvarlige for driften.

For førstnævnte er der tale om et comeback. 

Hun overtog i september 2024 det, der dengang hed A'Porta, og i første omgang tog hun selv taktstokken i køkken og restaurant. Kort inde i 2025 bortforpagtede hun A'Porta til Poul Mikkelsen, men han måtte ved årsskiftet kaste håndklædet i ringen på grund af sygdom, og dermed var bolden spillet tilbage til Elizabeth Madrid.

Fra årsskiftet gik der tre måneder, inden A'Porta genåbnede, og det skyldes, at både lokaler, inventar, menukort og koncept har fået en makeover.

- Jeg vil gerne sætte mit eget præg på stedet. Det skal være mere café og mindre værtshus. Jeg satser mere på det klassiske varme køkken frem for smørrebrødet, og så er der kommet et par spanske retter på menuen. Vi har også indført en dagens ret, som enten er retter, der ikke optræder på menukortet, eller som bare tilbydes på dagen til nedsat pris, fortæller Elizabeth Madrid, der, som navnet antyder, har rødder i Spanien.

Barstolene er væk til fordel for mindre borde, der er nye stole, og væggene har fået ny udsmykning. Blandt andet i form af fotografier fra Mariager Fjord. Ophavsmanden er fotografen Lorne Hollins (Magic Moments), og hans billeder udgør de motiver, der nu sælges i form af postkort, billeder, lykønskningskort, magneter, T-shirts, kasketter, nøgleringe og porcelænskrus.

- Der er faktisk ikke mange steder, hvor man kan købe souvenirs, så vi har indgået et samarbejde med Lorne om at få fremstillet og sælge souvenirs her i caféen, siger Elizabeth Madrid.

Billede beskrivelse

For Karsten Dalum er der tale om en helt ny boldgade. Han har hidtil arbejdet som driftsleder i landbruget.

- Jeg tager mig af økonomi og administration og serverer i caféen. Det har været lidt af en udfordring, men jeg føler mig godt tilpas og glæder mig til fortsættelsen, siger han.

De nye tider på A'Porta har fået en blandet modtagelse. Flere tidligere stamgæster er utilfredse, men andre hilser forandringen velkommen.

- Der har været mange positive tilkendegivelser, men også enkelte trælse kommentarer på Facebook. Til de sidste vil jeg bare sige, at folk selv må vælge, hvor de har lyst til at gå hen. Her er det os, der investerer og løber risikoen, og vi sætter den retning, vi tror på, siger Elizabeth Madrid.

Efter starten 4. marts er det da også blevet tydeligt, at det nye koncept har sine tilhængere.

- Det er faktisk gået fremad hele tiden, og i påsken fik vi et ordentligt boost. Det er familier og et bredt udsnit af byens borgere. Der kommer nu folk, der aldrig har sat deres ben på A'Porta. Jeg tror, folk har fået øje på os og ved, hvad de kan forvente. Vi har fremgang både i caféen og med vores takeaway, siger Karsten Dalum.

Lige nu søger man flere ansatte.

- Vi har kørt meget hårdt på selv og har kun en fast medarbejder. Det kan ikke blive ved, når vi fra maj begynder at holde åbent alle ugens syv dage fra 11.30 til 21, siger Karsten Dalum.

Parret lover, at der gradvist vil komme nye tiltag. Det næste er så småt i støbeskeen.

- Vi har fået opfordringer til at lave en "fredagscafé" og overvejer at lave en speciel aften og dag med tilbud på øl, vin, drinks og tapas, og med udvidet åbningstid frem til midnat, fortæller Karsten Dalum.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste