Billede beskrivelse

Havne-café i Hobro klar med spritnye lokaler

Nu er der plads til de store selskaber, og så har kok og restauratør Kim Vintersbølle fået en fremragende udsigt

16. marts 2022 kl. 14.16
Opdateret kl. 14.24

Godt nok falder den nye bygning fint ind i miljøet på havnen i Hobro. Alligevel er det svært overse det markante, gule træhus, som for nogle måneder siden stod færdigt i Søndre Kajgade.

Her har Café K bygget til, og man holder stilen.

Kok og restauratør Kim Vintersbølle har i 10 år regeret over kaj-caféens kødgryder. Den tjeneruddannede Mai Seiberg er hans tidligere, mangeårige restaurantchef, som har været tæt knyttet til nybyggeriet. De fortæller, at caféen havde hårdt brug for mere plads.

- Vi har stor søgning på større selskaber, og vi har desværre ofte måtte sig nej, fordi vi før ikke kunne rumme flere end omkring 50 gæster, fortæller Mai Seiberg.

Det er der rådet bod på nu. En ny, stor sal med klimaanlæg og udsigt over havnen har plads til omkring 80 spisende gæster, og salen kan deles i to, så Café K i de travle perioder kan servere for flere selskaber samtidig.

Billede beskrivelse

Foruden selskabslokalet er der 50 pladser i selve caféen, og når vejret er godt, kan man servere for 60 gæster på den udendørs terrasse.

Udvidelsen blev mulig, fordi det kommunalt ejede nabohus blev sat til salg. Svend Poulsen fra Valsgaard fik til opgave at tegne nybyggeriet. Det er opført i træ og ligner umiskendeligt et ægte havne-pakhus. Desuden rammer farven plet i forhold til Lystfartøjsmuseet i den anden ende af Søndre Kajgade.

- Det var vigtigt for os at fastholde den gamle pakhusstil, og det lykkedes os at skaffe farvekoderne for Lystfartøjsmuseets facader, fortæller Mai Seiberg.

Billede beskrivelse

Restauranten har også fået større kølerum, kontor og personalerum. På 1. og 2. sal er indrettet en lækker lejlighed på 165 kvadratmeter, hvor Kim Vintersbølle nu har privat domicil.

Deroppe er en glimrende udsigt over havn og fjord.

Byggeriet af den markante, gule tilbygning begyndte næsten samtidig med corona-krisen i foråret 2020.

- Nedlukningerne har været forfærdelige. Vi er som andre i branchen blevet ramt på økonomien, og vi blev ramt midt i byggeprocessen, hvor selskabet investerede mange penge. Vi har en solid økonomi og skal nok klare os, men jeg er i den grad corona-træt, bedyrer 56-årige Kim Vintersbølle.

Læs mere her om Café K og caféens nye rum, som er så hemmeligt, at Nordjyskes fotograf ikke måtte fotografere lokalet.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste