Seneste nyt
Billede beskrivelse

Grillbar måtte lukke: Dankortterminalen mistede pusten i hedebølge

30. juli 2026 kl. 12.50

ALS ODDE: Hillbilly Grill på Als Odde har torsdag set sig nødsaget til at varsle, at man måske må lukke. 

Årsagen er de høje temperaturer, der ventes i dag, og belært af erfaringen mener Kolja Ringsted, at det kan blive nødvendigt helt at lukke.

- Da vi for et par uger siden havde 36-37 grader, strejkede vores dankortterminal. Så kunne vi kun tage imod kontanter, og det er der jo næsten ingen, der bruger, og folk bliver sure, når vi ikke kan tage imod betaling, og de ikke kan få deres mad. 

- For os var det nærmest uudholdeligt, da temperaturen i køkkenet nåede op på 54 grader, fortæller han.

Vejrudsigten lover torsdag omkring 33 grader, og i modsætning til sidst er der denne gang en smule vind i sigte.

- Så jeg tror ikke, det bliver nødvendigt, men nu er folk i hvert fald advaret, siger Kolja Ringsted.

Han er selv ret udsat, når temperaturen når så højt op.

- Jeg fik en blodprop for tre år siden, og mit hjerte pumper nu kun med 35 procent af den normale styrke. Det er også derfor, vi insisterer benhårdt på at lukke klokken 20. Det betyder så indimellem, at vi må lukke for bestillinger allerede klokken 19. 

- Det har nogle svært ved at forstå, og de bliver selvfølgelig knotne. Men det er altså for helbredets skyld. Hellere være her i morgen end at tjene mange penge i dag, siger Kolja Ringsted.

Det varer kun nogle dage, før han og hans kone, Diana Kukk, kan puste ud. 

De har åbent fra klokken 12 til 20 indtil søndag, men derefter holder grillen lukket i en uge.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste