Gitte og Frank elsker Frankrig og god vin
HOBRO: Frank Rejmert Sørensen har tidligere haft en større vinforretning i Hobro, hvor hustruen Gitte Brøndum Petersen altid var klar til at hjælpe til, når der var behov for det.
I dag er rollerne byttet om. Gitte har stiftet vinimportvirksomheden Prima Wine, hvor Frank hjælper til. På den måde kan de sammen dyrke deres fælles passion for både Frankrig og de gyldne druedråber i glasset.
Tilbage i 2022 solgte Frank Rejmert Sørensen sin Vin & Vin-forretning i Hobro. En beslutning dikteret af helbredet.
I dag er Frank førtidspensionist med progressiv sclerose. Det faktum ændrer dog ikke på Franks kærlighed til vin, og lyst til – efter formåen – at møde nye mennesker og være udadvendt. Han ville nemlig gerne fortsat arbejde med vine, men ville ikke kunne klare, at være selvstændig.
Derfor passede det jo som fod i hose eller måske ”som en god vin i et godt glas”, at hustruen Gitte længe havde haft ideen om at starte med at importere franske vine. Hun har nemlig også en stor passion for vin, kan flydende fransk, og har – sammen med Frank – et idyllisk hus i Sydfrankrig.
- Den lå lidt til højrebenet. Vi elsker begge vin og Frankrig, og når vi var nede i vores hus, så kørte vi ofte rundt til forskellige spændende vinproducenter. Fordi det var vores interesse og vi var nysgerrige. Derfor kunne vi lige så godt fylde bilen op med vine, og efter en ihærdig indsats fik vi lavet gode aftaler med nogle producenter. Samtidig har Frank jo et unikt netværk i branchen herhjemme i Danmark, så det var helt oplagt, fortæller Gitte Brøndum Petersen.
Sommerhygge på Torvet i Hobro
Prima Wine sælger i dag primært sine vine til vinforretninger, restauranter og virksomheder – og en lille smule til private. Denne sommer har Frank og Gitte således ofte stået på Store Torv i Hobro om lørdagen, hvor sommerens musik i midtbyen har været ledsaget af skønne smagsprøver og salg af vine.
- Det har været hyggeligt at stå på Torvet, og en god måde, at kunne præsentere nogle af vores forskellige vine. Vi har klart fokus på erhvervskunder, men selvfølgelig kan private også købe hos os. Vi har bare ikke en butik med faste åbningstider, fortæller Frank Rejmert Sørensen.
Giver livskvalitet og energi
I tillæg til Prima Wines mange forskellige franske vine, så har de efterhånden også en del tyske, da de ofte besøger tyske producenter på turen til og fra Frankrig. Det har kastet nogle gode aftaler af sig.
- Det er også planen at udvide med italienske vine, fortæller Frank Rejmert Sørensen, der nyder, at han kan dyrke sin passion for vin på en måde, der kan tilpasses helbredet.
- Det var en kæmpe lettelse, da jeg solgte min vinforretning, som jeg på ingen måde kunne drive videre på grund af min sygdom. Men med Prima Wine kan jeg gøre tingene i det tempo, som jeg kan overkomme. Og så er det jo Gitte, der svinger taktstokken, mens jeg hjælper til. Det er noget helt andet, som faktisk bidrager til både min livskvalitet og at jeg får mere energi i hverdagen. Jeg er jo den udadvendte type, der har behov for at møde mennesker, fortæller han.
Spændende champagnesmagning
Prima Wine arrangerer også løbende forskellige smagninger, og her er den næste en champagnesmagning med fokus på Champagnehuset Dom Caudron, hvorfra gæsterne skal smage fem sprudlende champagner.
Det arrangement finder sted torsdag den 15. august hos Madkontoret på Majsmarken i Hobro. Her vil der sammenlagt blive skænket ni udsøgte bobler i glasset, som ledsages af lækker mad fra Madkontoret. Der er stadig billetter til arrangementet.