Geir og Elin lancerer sund nyhed
HOBRO: Esja Bistro på Adelgade 32/Store Torv i Hobro har i flere år været særligt kendt for sine burgere, fish & chips, fortolkning af stjerneskud, supper og andre fiskeretter – alle med et islandsk tvist som følge af indehaverparrets rødder.
Nu er Elin Jonsdottir og Geir Magnusson klar med en anderledes og ekstra sund nyhed, nemlig Eva’s Kost, der får hjemme på førstesalen ovenpå Esja Bistro.
Eva’s Kost, der havde første åbningsdag tirsdag den 14. januar, tilbyder forskellige frisksmurte sandwich, hvor brødet er surdejsbrød, poke bowls, juicer, smoothies og smoothies bowls.
- Vi synes, at Hobro manglede et rigtigt sundt og lækkert alternativ til byens andre spisemuligheder, så det har givet os idéen til Eva’s Kost, der netop skulle tilbyde dette i frisklavede og lækre udgaver, fortæller Geir Magnusson.
- Og ud fra interessen på første åbningsdag ser det ganske lovende ud. Der har godt nok være mange bestillinger, siden vi breakede nyheden på Facebook så sent som først på ugen.
- Så selvom det selvfølgelig er helt nyt, så føler vi os allerede overbevist om, at vi har spottet et hul i markedet, tilføjer han.
Eva’s Kost, der følges af sloganet ”Positiv Kost – Positive Tanker” får som nævnt hjemme på førstesalen – ovenpå Esja Bistro. Det betyder naturligvis synergi i køkkenet og med medarbejdere. Mad og drikke kan bestilles både som take-away og til at spise i lokalerne.
Eva’s Kost er opkaldt med inspiration fra parrets 3-årige datter, der hedder Eva, og den første kvinde på jorden; Eva, som i øvrigt betyder ”den livgivende”.