Billede beskrivelse

Forrygende sommer: På en god dag langer vi mere end 2.000 softice over disken

09. august 2025 kl. 06.00

HOBRO/VEBBESTRUP: Der findes mange spændende, lokale attraktioner, der i løbet af sommeren tiltrækker turister fra nær og fjern til Hobro og omegn. Målt på besøgende er en af de største dog af en lidt utraditionel karakter – det er nemlig Vebbestrup Flødeis, hvor der sommeren igennem er lange køer ved mejeriet lidt nord for Hobro.

Opskriften bag, at folk valfarter til Vebbestrup Flødeis, er egentlig ganske enkel.

Først og fremmest laver de en aldeles fremragende is, hvilket ikke mindst skyldes, at der ikke spares på de gode råvarer. Her bruges stadig rigtig piskefløde, stadig den gode bourbonvanilje og den rigtige, danske sukker – og altså ikke en masse erstatningsprodukter, som desværre alt for ofte finder vej til den is, som udbydes på markedet.

Billede beskrivelse

Dernæst sælger mejeriet sine softice til priser, som iskoldt har vendt de sidste mange års inflation ryggen. Priserne på en softice er vel omtrent det halve af, hvad et ishus i sommerlandet ellers vil tage.

Den sjældne kombination mellem høj kvalitet og lav pris lokker, og det kan mærkes.

- Vi har forrygende travlt hvert eneste sommer, og siger altid ved en sæsonafslutning, at nu kan vi simpelthen ikke sælge mere. Men året efter slår vi alligevel altid sidste års rekord. Sådan har det – med undtagelse af nogle år, hvor vejret har været rigtigt dårligt – altid været, lyder det fra mejerist og medindehaver Jimmi Christensen.

- I år vil jeg tro, at vi er cirka 15% foran sidste år salg. Du får ikke konkrete tal, men jeg kan dog sige, at vi på en god sommerdag langer mere end 2.000 softice over disken i butikken, så der er tryk på, tilføjer han.

Billede beskrivelse

Juleudsalget slår en god sommerdag

Årets største dag hos Vebbestrup Flødeis er dog ikke i løbet af sommeren. Det er faktisk til mejeriets årlige juleudsalg. En dag, der holdes i november måned.

- På den dag er der som regel kø helt over til kirken i Vebbestrup, og på en dag sælger vi over 8.000 af vores islagkager, fortæller Jimmi Christensen.

- Og alle islagkager laver vi i hånden, så vi begynder forberedelserne til dagen flere måneder i forvejen, tilføjer han.

Går ikke på kompromis

Netop håndværket – kombineret med førnævnte fokus på kvalitetsråvarer – betyder faktisk, at Vebbestrup Flødeis’ forskellige produkter i dag er blevet sværere at finde i mange landsdækkende supermarkeder.

- De helt store kæder vil ikke betale prisen for vores høje kvalitet, som vi ikke vil gå på kompromis med. Derfor har vi i dag ikke de samme aftaler, som vi havde tidligere. Det er et bevidst valg fra vores side.

- Men vi har stadig en lang række lokale aftaler, så man stadig kan finde vores is mange steder i Nordjylland, ligesom cateringområdet er stort for os, fortæller Jimmi Christensen, der samtidig også sender stor ros til sine medarbejdere.

- Vi har et fantastisk team af både dygtige og engagerede medarbejdere, tilføjer han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste