Færgekroen og Hotel Syd i Hadsund skifter ejer
Samtidig er jagten på en ny forpagter gået ind
Kroejer gennem 50 år, Jens Nørgaard Jakobsen er både glad, men samtidig også lidt vemodig i disse dage. Han har valgt at sælge sit livsværk, Færgekroen og Hotel Syd i Hadsund, til en gruppe af lokale erhvervsfolk. Men han slipper ikke kroen helt, da han fortsat vil have sin daglige gang på kroen og hjælpe de nye ejere og en kommende forpagter godt i gang.
Jens Nørgaard Jakobsen siger om salget:
- Jeg er meget glad for, at der er fundet en køber til kroen og hotellet. Det er mit livsværk og jeg ser selvfølgelig gerne, at det fortsætter efter mig. Og tidspunktet nu er helt rigtigt. De nuværende forpagtere stopper 1. november, så der skal ske noget. At det så oven i købet er lokale, som finder det spændende at købe kroen, er rigtigt godt. Det er jeg helt sikker på, at der vil komme noget godt ud af. De kender kroen, og de ved, hvad den står for. Og de har med de mange andre ting, som de har været med til at skabe i Hadsund, bevist, at de både har evnerne og visionerne til at skabe noget godt her i Hadsund. Jeg glæder mig meget til at samarbejde med dem.
Salget er kommet i stand ved, at en god ven af Jens og kroen, Hardy Bjærge, påtog sig opgaven at finde nogle gode købere, som ville have respekt for kroens historie, og som ville kunne komme med nytænkning og netværk.
Om arbejdet med at finde de nye ejere siger Hardy Bjærge:
- Jeg tænkte, at det var vigtigt at finde nogle lokale, som allerede har bevist, at de kan drive det til noget i Hadsund. Jeg tog derfor fat i Rasmus Thorup Andersen og Per Husted, som er med i Erhvervshusene i Hadsund samt de succesfulde iværksættere Kasper og Erik Buus Larsen, som står bag Cykelgear, og som begge bor i byen. Det viste sig at være en god ide, for de fandt hurtigt ud af, at de ville købe kroen sammen. Og jeg kan allerede nu høre, at de har mange gode ideer, så jeg er sikker på, at de vil få noget godt ud af det. Og for de nye ejere er det en stor fordel, at Jens fortsat er med på sidelinjen, så de kan høste af hans store erfaring. Det er godt for Hadsund-området, at vi har nogle, som tør og kan løse en opgave som denne, lyder det fra Hardy Bjærge.
Forpagter søges
Den nye ejerkreds består af i alt 10 lokale erhvervsfolk, som har beskæftiget sig med mange ting lige fra kosttilskud, cykeldele, lagersystemer, musikdistribution, entreprenør, ejendomsudvikling til optik. En af deltagerne har endda været ansat på Færgekroen som opvasker i sine unge dage. Så den samlede viden om at drive virksomhed med succes er stor, men ingen af deltagerne kan prale af at have særlige evner indenfor kogekunst eller hoteldrift. Så der skal hurtigst muligt findes en forpagter med faglig viden og gå på mod. Om det siger de nye ejere:
- Det er i høj grad med sjælen, at vi har købt kroen og hotellet. Vi er alle kommet der til fester og i andre sammenhænge, og man kan ikke andet end holde af hele miljøet og den fantastiske beliggenhed ned til fjorden. Og så kan vi af regnskaberne se, at vi ikke er alene om at mene det, da kroen og hotellet er meget velbesøgt med mange gæster og flotte økonomiske resultater i mange år. Ofte må der meldes om alt udsolgt, så det er et populært sted med sjæl og historie. Så det bør være et meget attraktivt sted at forpagte for en dynamisk restauratør.
- Selvom kroen og hotellet står flot, så vil vi fra start foretage renoveringer og nødvendige fornyelser efter nærmere aftale med en kommende forpagter. Samtidig har vi samlet et meget stort netværk, som vi vil bruge til at sætte turbo på markedsføringen. Så vi er helt sikre på, at vi sammen med en ny forpagter kan få det til at gå op i en højere enhed. Vi ser meget stor synergi i forhold til bl.a. de erhvervshuse i Hadsund, som vi er involveret i, lyder det samstemmende fra de nye ejere.