Det nye Bramslev Bakker indviet: - Det er som at overnatte på D'Angleterre
Torsdag åbnede det nye Bramslev Bakker ved Hobro med skåltaler, snoreklip og hundredvis af gæster, der nød bobler og rosé på kanten af Mariager Fjord og en udsigt, der kan matche selv et norsk fjordlandskab.
Bramslev Bakker omfatter en campingplads, Restaurant Bramslev Bakker og et overdådigt, fredet stykke natur. Det sidste er der ikke rørt ved, men restauranten har i de seneste måneder undergået en omfattende transformation.
Den lille campingplads, der ellers er ret almindelig, uden pompøst badeland og overflod af stjerner, byder nu på ekstravagant overnatning i otte nye 30 kvadratmeter store luksustelte.
- Det er som at overnatte på D'Angleterre, forsikrer Mads Hedegaard, den velhavende it-direktør, som er medinvestor i det nye Bramslev Bakker sammen med sin kompagnon, Rasmus Skovmark.
Jim Lyngvild, den tv-kendte kunstner og designer, er hoppet med som tredje ejer og bidrager med sin løbske kreativitet.
Han har udtænkt campingkonceptet Viping og har designet og indrettet teltene, der oser af referencer til vikinger og nordisk mytologi.
Fire telte står på store træterrasser, hvor gæster for 2500 kroner i døgnet kan overnatte højt oppe på skrænten, vågne med morgenhår og udsigt til enebærkrat og fjord for senere at hoppe i vildmarksbadet tæt på teltdøren.