Det kribler i Claus for at komme i gang i nyt køkken
HADSUND: Mandag fik 47-årige Claus Feldborg officielt overdraget nøglerne til Hadsund Baadelaugs spisested, der efter en periode som havnegrill, om kort tid genopstår som Restaurant Fyrtårnet.
Åbningsdagen er ikke fastsat, men står det til Claus Feldborg, kan det kun gå for langsomt.
- Jeg glæder mig helt vildt, så nu hvor det er faldet på plads, vil jeg bare i gang så hurtigt som muligt, siger han.
Claus Feldborg er født og opvokset i Ringkøbing, men efter endt kokkeuddannelse i 2006 har han arbejdet i København, blandt andet i Meyers Kantiner, og senere på Restaurant Langhoff & Juul i Aarhus.
Han er også kendt fra Traktørstedet Restaurant Østerskoven i Hobro, hvor han i øvrigt også bor, og senest har han leveret skolemad til Østervangsskolen i Randers og Hobro Friskole. Men Restaurant Fyrtårnet bliver nu hans eneste fokus.
- Jeg kommer til at drive den hele året rundt som spisested med take away, tilbud om frokostordninger og mulighed for at booke selskaber. Og så vil jeg have brødudsalg af surdejsbrød. Min surdej er faktisk startet for 20 år siden, fortæller han.
Restauranten henvender sig til alle - fastboende og turister til fods, på cykel, motorcykel og i bil.
- Og naturligvis til bådejerne og gæstesejlerne, og så kan jeg forstå, at der årligt kommer omkring 1000 autocampere. Planen er også at lave musikarrangementer hen over sommeren. Der er jo en kæmpestor plads her. Som jeg kan vurdere, er der rigeligt grundlag til at drive en ambitiøs helårsrestaurant, siger han.
Stilen på havnen bliver klassisk dansk med nordisk islæt.
- Som havnerestaurant kommer man selvfølgelig ikke uden om stjerneskud og fiskeanretninger, men der er også smørrebrød, salater, bøfsandwich og pariserbøf. Der vil være en dagens ret, og tirsdag aften serveres der stegt flæsk ad libitum, bebuder han.
Kongsdal Baadelaug er i forbindelse med Claus Feldborgs overtagelse gået all in på en ombygning af køkkenet og nyt inventar, så kokken får optimale betingelser.
- Det er ikke helt færdigt endnu, men det ser helt anderledes og meget bedre ud, end det gjorde før, og der er nu et fuldt funktionsdygtigt produktionskøkken, så det er egentlig bare om at komme i gang, siger Claus Feldborg.
Åbningsdagen er efter aftale med Kongsdal Baadelaug fastsat til "engang i foråret", men Claus Feldborg forventer at gå i gang, når alle de fysiske rammer er helt på plads.