Claus sparker nyt liv i særligt spisested
HOBRO: Claus Feldborg, der i forvejen driver Feldborgs Folkekøkken med mad ud af huset, er rykket ind i lokalerne, der tidligere var kendt som Traktørstedet Restaurant Østerskoven på Amerikavej 23 i Hobro. Her har han åbnet en restaurant med tilhørende selskabslokaler – i øvrigt under samme navn som tidligere.
- Det er jo et sted med masser af historie, som folk kender under Traktørstedet Restaurant Østerskoven, så det navn skal naturligvis bevares, fortæller han.
Mormorstemning og mormormad
Senest der var restaurant i de stemningsfulde og skovklædte omgivelser var tilbage i 2017. Derefter husede lokalerne blandt andet reception og kontor for Onkel Toms Klatreskov, indtil de gik konkurs i starten af 2023.
Nu vil Claus Feldborg sikre masser af liv i lokalerne igen, og det bliver med et koncept og mad, der passer til stedet.
- Her er sådan en hyggelig mormorstemning med ældre møbler, lamper, gamle billeder på væggene, ild i pejsen og masser af hygge, så maden bliver også med udgangspunkt i mormors køkken, hvilket blandt andet vil sige smørrebrød og nogle velkendte danske retter. Nogle af dem med et tvist, fortæller han.
Altid ild i pejsen
Den nyåbnede restaurant vil have åbent mandag til onsdag fra klokken 10 – 17 og torsdag – lørdag fra klokken 10 – 21.
- Østerskoven er jo et fantastisk sted at gå ture, og man er derfor også meget velkommen, hvis man bare har lyst til friskbagt kage og en god kop kaffe efter en gåtur. Der vil altid være ild i pejsen, fortæller Claus Feldborg, der i løbet af foråret også vil invitere til lidt forskellige arrangementer – blandt andet musikaftener med jazz.
Selskaber helt op til 300
Hertil kommer naturligvis selskabsdelen. Lige nu er der plads til selskaber med op til 60 personer, men i løbet af foråret vil Claus Feldborg få gjort flere af stedets andre lokaler helt klar. Lige nu trænger de til en kærlig hånd. Når de har fået det, bliver der plads til selskaber helt op til 300 personer.
Claus Feldborg er uddannet kok i 2006, og har i mange år slået sine folder på toprestauranter i både København og Aarhus. Men han har altid drømt om at få sin egen restaurant.
- Jeg har været selvstændig med Feldborgs Folkekøkken de seneste år, men det er en gammel drøm, at få min egen restaurant, hvor jeg kan kræse og hygge om gæsterne. Det har jeg fået nu, og så er det ovenikøbet et helt særligt sted, fortæller han.