Café er på nye hænder
HOBRO: Tilbage i slutningen af juni måned meddelte de daværende ejere af Kaffebørsen i Hobro - her i disse spalter - at de gerne ville sælge caféen.
Blot et par uger senere havde en interesseret køber meldt sig på banen, og den populære café på Torvet i Hobro er således allerede på nye hænder.
Det er Elizabeth Madrid, der overtager caféen. I øvrigt nogenlunde samtidig med, at hun overtager værtshuset og spisestedet A’porta i Mariager. Hun kommer fra Sønderjylland, men har en kæreste i Hadsund og har derfor altid haft en særlig tilknytning til byerne omkring Mariager Fjord.
Erfaren bestyrer
Mens Elizabeth Madrid selv overtager taktstokken på A’porta, bliver Maria Jensen den nye, daglige bestyrer af Kaffebørsen. Hun har de seneste fire år været ansat under de tidligere ejere.
- Jeg fornemmer, at det var lidt en betingelse fra Elizabeth, at jeg fulgte med i handelen, lyder det med et smil fra Maria Jensen.
- Jeg har jo erfaringen med Kaffebørsen, og jeg glæder mig meget til at være med til at videreudvikle stedet, der har et stort potentiale.
- Vi har allerede lavet nogle nye tiltag på menukortet, ligesom vi løbende vil stable nogle spændende arrangementer på benene, blandt andet med musik, vinsmagning og lignende. Til Hobros kommende Open By Night den 23. august vil vi blandt andet også tilbyde helstegt pattegris med tilbehør.
- Og på lidt længere sigt er det også planen at Kaffebørsen skal holde aftenåbent i weekenderne, lyder det fra Maria Jensen, der også melder om sommertravlhed.
- Til trods for, at Kaffebørsen i øjeblikket er pakket ind i stilladser, så har det indtil nu været en travl og god sommer, så det tegner jo rigtigt positiv, fortæller hun.