Billede beskrivelse

Altid mere end 100 slags is: Her kan du ønske din egen variant

08. marts 2022 kl. 13.12
Opdateret kl. 13.34

Vaffelhuset på Kystvejen i Øster Hurup er en institution blandt is-elskere, og med foråret og sommeren lige om hjørnet er forberedelserne til højsæsonen godt i gang.

Siden midt i halvtredserne er der blevet solgt is fra adressen på Kystvejen 39-41 i Øster Hurup. De seneste mange år hos Vaffelhuset, der i dag indehaves af Rudolph von Platen Hallermund og datteren Benedikte von Platen Hallermund.

Vaffelhuset er tidligere kåret som Nordjyllands bedste ishus af Nordjyllands Radio, men den kåring finder ikke sted mere. Det har nu ikke ændret på ishusets popularitet, hvor der på en god sommerdag nemt kan blive langet et fircifret antal isvafler over disken.

Billede beskrivelse

Alt hjemmelavet

Populariteten skyldes blandt andet, at størstedelen af isen er hjemmelavet, og at der hele tiden eksperimenteres med forskellige smagsvarianter. Her kan du med andre ord få smage, du ikke lige kan få andre steder.

- Vi har som regel gang i produktionen af mere end 100 forskellige smagsvarianter - alt fra whisky til hyldeblomst - og har man en idé til en smag, så tester vi den gerne, siger Rudolph von Platen Hallermund.

- Vi kan selvfølgelig ikke love, at vi sætter alt i produktion, men vi er meget åbne og tager gerne imod idéer. Tager man fat i os forud for et besøg, så kan vi måske nå at have isen i disken, inden man dukker op, lyder opfordringen fra ejeren.

Billede beskrivelse

Meget vejrafhængig

At drive et ishus i en ferieby som Øster Hurup sætter naturligvis store krav til planlægning og ikke mindst fleksibiliteten hos medarbejderne.

- I højsæsonen har vi sammenlagt godt 30 medarbejdere tilknyttet Vaffelhuset. Hvor mange, der er brug for på de enkelte dage, afhænger naturligvis af vejret. Der er jo stor forskel på en varm sommerdag og en dag, hvor regnen siler ned. Vi sælger vel omtrent en tredjedel på en regnvejrsdags sammenlignet med en solskinsdag.

Billede beskrivelse

- Derfor kigger vi meget på vejrudsigten, når vagtskemaet skal laves, men vi kan ikke tage alle forbehold. Heldigvis har vi nogle både dygtige og meget fleksible medarbejdere, lyder det fra Rudolph von Platen Hallermund, der samtidig lige påpeger, at de mangler medarbejdere til den kommende højsæson, hvis nogle skulle være interesseret.

- Vi kan sågar arrangere overnatning i Øster Hurup, fortæller han.

Vaffelhuset har åbent hele året, men i vinterhalvåret kun lørdag/søndag. Fra Palmesøndag til 1. november er der åbent alle ugens dage.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste