70 mennesker fik en usædvanlig aften i selskab med Kenneth og Martin
VOLSTRUP: Restaurant Volstrup, der har hjemme på Volstrup Golfcenter tæt ved Hobro, havde forleden inviteret til en ”usædvanlig aften”. Den oplevelse nød 70 fremmødte gæster godt af.
Sikkert styret af Kenneth Kraglund og Martin Knudsen, der begge har en fortid som indehavere af lokale Restaurant Nørlund, bød aftenen på syv sommerinspirerede retter, der på hver deres måde var en hyldest til forsommerens overdådige udvalg af smagfulde, lokale råvarer serveret i forskellige kreative kreationer.
Og smagsløgene kom vidt omkring – der blev serveret alt lige fra hvide asparges, rømørejer, grillet jomfruhummer og sommerbuk til de lidt mere ”vovede” rågeunger, der dog høstede stor ros, samt i det søde hjørne selvfølgelig også friskplukkede danske jordbær og rabarber.
De syv retter blev ledsaget af smagfulde vine fra Bisgaard Vin.
En skøn aften, hvor forsommeren fik en fortjent hyldest – nu kan højsommeren bare komme an!