Louise er sønderknust: - Alt er ødelagt
Ingen ved, hvordan det skete, men for kort tid siden ventede et trist syn, da indehaveren af St. Brøndum Ostebutik, Louise Wittendorff Dam, mødte på arbejde og åbnede døren til kølerummet.
Alle ostene var ødelagte. Muligvis på grund af en fejl i kølesystemet, der sendte temperaturen for højt op for længe. Kun marmelade og chutney overlevede og må sælges igen.
- Alt er ødelagt ... åååååh, det er virkelig op ad bakke, sukker Louise Wittendorff Dam.
Indehaveren vurderer, hun har fået ødelagt oste for 50.000 kroner.
- Det er et meget stort beløb for mig. Heldigvis havde jeg da udsolgt af Danbo-ostene, så det er alle specialostene, som er ødelagte. Men det er jo helt forrykt, siger Louise Wittendorff Dam.
Hun har ingen forsikring, der dækker tabet.
To andre meget store regninger har også ramt butikken.
Lukkedage var også dyre
Den første regning er Fødevarestyrelsens skyld.
Louise har opgjort tabet efter de fire lukkedage, hun havde i forbindelse med Fødevarestyrelsens kontrolbesøg i juli. Lukkedagene kostede hende 25.000 kroner i tabt omsætning.
Kontrolbesøget udløste en bøde, der dog kort efter blev annulleret, da Nordjyske gik ind i sagen. Fødevarestyrelsen erkendte, at bøden var givet på et forkert grundlag og endte med at beklage forløbet overfor Louise Wittendorff Dam.
Louise har ingen penge på firmakontoen, så hun må selv æde det store tab.
Har opsagt lejemålet
Hun vil ikke bruge penge på at renovere kølerummet, da hun bor til leje i lokalerne i det gamle mejeri, der huser St. Brøndum Ostebutik.
Hun har derfor opsagt lejemålet per 1. oktober og har i stedet opstillet en stor kølecontainer ved sit hus, der ligger cirka 400 meter fra det gamle mejeri. De første nye mejerivarer er allerede ankommet.
- Indtil videre kan folk kun bestille ost til afhentning eller afsendelse, jeg kan ikke have kunder til at gå rundt derinde i kølecontaineren, siger Louise Wittendorff Dam.
På sigt vil hun åbne ny ostebutik på sin privatadresse. Det bliver i garagen, som er ret stor, fastslår hun.
De nødvendige tilladelser er ikke på plads endnu, så hun tør endnu ikke melde nogen åbningsdag ud for butikken.