Lokal forening inviterer udenfor: Det er nemmere sagt end gjort
Skal familien lidt mere ud sammen? Nu har I chancen, når Mariager Fjord Orienteringsklub slår dørene op for nysgerrige, natur- og motionsglade børn og voksne, som er klar til at prøve kræfter med en ny udfordring.
Det fortæller klubben i en pressemeddelelse.
I Mariager Fjord Orienteringsklub har de fem skove, hvor de har opsat faste poster, og i tre af disse skove er klubben klar på denne specielle dag.
Det drejer sig om de tre skove: Linddale ved Hadsund, Mosely syd for Mariager og Hobro Østerskov.
Frisk luft, bevægelse, naturoplevelser og en udfordring til hovedet er ingredienserne i orienteringsløb. Når I skal finde vej gennem skovene, gælder det om undervejs at finde de rigtige poster i den rigtige rækkefølge. Det er nærmest som en skattejagt!
I Mariager Fjord Orienteringsklub står de klar til at tage imod jer lørdag den 27. april, når de inviterer til Find Vej Dagen 2024.
Klubmedlemmerne giver en introduktion til, hvordan I læser kortet. Om I løber eller går er ikke afgørende.