Weekendregn satte præg på loppemarked
Vejret gav bedre plads til at nærstudere de mange effekter på markedet i Als
Regnbyger både lørdag og søndag satte uundgåeligt deres præg på Als Spejdernes traditionsrige loppemarked, der sædvanligvis besøges af flere hundrede købelystne mennesker.
I weekenden var der på grund af vejret bedre plads til at se de mange effekter.
I spejdernes egen afdeling af hallen var der traditionen tro fyldt med varer fra gulv til loft, og desuden rådede man over et stort telt, hvor der hovedsageligt blev solgt brugte møbler.
Ledergruppen stod begge dage parat til at hjælpe gæsterne. De besøgende blev ved indgangen til pladsen bedt om at spritte hænder og holde afstand til hinanden.
Corona-restriktionerne har i et års tid betydet aflysning af markederne, men i år kunne det gennemføres, og mange drog derfra med traileren og favnen fuld af varer, som i vid udstrækning stammer fra lokale skunke og pulterkamre.
Mens loppemarkederne har været lukket, har spejderne i Als gennemført netauktioner over en del af de effekter, man råder over.
Overskuddet fra loppemarkederne bruges udelukkende til at drive spejderbevægelsen i landsbyen, så børnenes kontingent kan holdes på en rimeligt niveau.