VM Foder i Hadsund vil nu stå på egne ben
Lokal foder- og rideudstyrsbutik er trådt ud af Land & Fritid-kæden
Foder- og rideudstyrsbutikken VM Foder på Aalborgvej 46 i Hadsund er trådt ud af Land & Fritid-kæden.
- Jeg ville gerne tilbyde mine kunder et endnu mere fleksibelt vareudvalg, og derfor har jeg taget beslutningen om at træde ud af Land & Fritid-kæden, fortæller Mike Østergaard, der tilbage i marts 2018 rykkede sin forretning fra privatadressen i Buddum til den nuværende adresse på Aalborgvej 46 i Hadsund, hvor der 250 kvadratmeter butik og 400 kvadratmeter lager at boltre sig på.
Dengang blev virksomheden samtidig en del af Land & Fritid-kæden, men det er den således ikke længere.
- Jeg får stadig nogle af mine varer fra DLG, der står bag Land & Fritid, men nu kan jeg også supplere med en lang række andre varer, der gør mit vareudvalg større, bedre og endnu mere fleksibelt. Mit udvalg består af foder til stort set alle husdyr, samt en del rideudstyr, sko og støvler. Jeg leverer til både private og landbrug.
- I forbindelse med ændringen er jeg lige nu ved at lave en ny hjemmeside, som dog ikke bliver en webshop, men et sted, hvor man på en nem og overskuelig måde altid kan få et overblik over butikkens helt aktuelle tilbud.
VM står for Vibeke og Mike. Vibeke er Mikes bedre halvdel, der på sidelinjen hjælper lidt til i virksomheden. Derudover er Casper fuldtidsansat i VM Foder.