Verdensnavn mindes i Hobro
HOBRO: To af Danmarks mest prominente jazz-musikere krydret med en svensk stjerneguitarist.
Det er, hvad publikum på Café K kan se frem til. når Jazz Hobro fredag 6. oktober byder på koncert med bassisten Bo Stief, trommeslager Alex Riel og svenske Krister Jonsson.
Bo Stief og Alex Riel er begge samtidige med bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen, der døde pludseligt i 2005, og koncerten i Hobro får nærmest karakter af en hyldest til NHØP, der 12 år efter sin død stadig er et kæmpestort jazz-navn - både herhjemme og i udlandet.
Uden at spille bassistens egne numre vil trioen styre publikum igennem en aften, hvor der relateres til Niels Henning Ørsted Pedersens musikalske liv.
Der vil blive spillet musik og fortalt anekdoter, som historisk starter på Niels-Hennings hjemmebane, Jazzhus Montmartre i København, og slutter ved hans tragiske død i 2005, og de lokale jazz-elskere kan således glæde sig til en levende og varm oplevelse med masser af god, velspillet og underholdende musik - med Danmarks måske største jazznavn nogensinde som midtpunkt.