Veloplagt løve: Sidder du dernede Jesper Buch?
Der var fuldstændigt udsolgt med 400 fremmødte i godt fredagshumør, da Als Sport & Event og Mariagerfjord Erhvervsråd fredag aften inviterede til netværks- og iværksætteraften med erhvervsmanden Jacob Risgaard, stifter af blandt andet Coolshop og kendt fra DR-succesen ”Løvens Hule”.
Arrangementet fulgte op på en tilsvarende aften for nogle måneder siden med investor- og erhvervskollegaen Jesper Buch, som ved den lejlighed – med et glimt i øjet – havde fået overrakt en billet til fredagens arrangement med Risgaard. Derfor blev der også passende spurgt i starten ”Sidder du dernede Jesper Buch”. Dog uden at der kom svar tilbage.
Det var til gengæld en yderst veloplagt Jacob Risgaard, der fortalte om sin vanvittige rejse fra at blive smidt ud af både skole og børnehjem, gå konkurs med sin første virksomhed som helt ung og efterfølgende starte op med at sælge pornofilm i Norge til i dag at være en meget succesfuld erhvervsmand med Coolshop, der samlet tæller i underkanten af 30 forskellige virksomheder.
En stor del af Coolshops succes er opnået gennem at hjælpe andre, hvilket ikke blot har gjort en kæmpe forskel for mange forskellige mennesker, men også været med til at markedsføre Coolshop på en anderledes og positiv måde.
Fokus på iværksætteri
I tillæg til Jacob Risgaards inspirerende og fornøjelige foredrag, havde aftenen fokus på iværksætteri.
Michael Christiansen, erhvervschef hos Mariagerfjord Erhvervsråd, fortalte om erhvervsrådets arbejde, ligesom der både var præsentationsvideoer og stande fra fem succesfulde iværksættere i Mariagerfjord Kommune, nemlig: Komplex, Nordtech IT, TME Solutions, Thygesen El Service og Knæk & Bræk.
Alle fem iværksættervirksomheder fik i øvrigt besøg af en meget interesseret og engageret Jacob Risgaard på deres respektive stande. Her blev det til sparring og gode iværksætter-snakke, og det forlyder såmænd, at én af virksomhederne har aftalt et fremtidigt møde med Jacob Risgaard. Spændende, hvad det kan bringe…?
Mere i støbeskeen
Hos Als Sport og Event var de meget tilfredse med endnu en succesfuld aften.
- Det er fantastisk, at vi har kunnet melde fuldstændigt udsolgt til vores første to større arrangementer. Derfor har vi også mod på meget mere. Det næste foredragsarrangement bliver med Inger Støjberg, og så pusler vi med planer om at arrangere en større koncert. Men det er stadig noget, vi arbejder med, fortalte Jesper Thygesen, bestyrelsesmedlem i Als Sport & Event, mens publikum rundede aftenen af med lækker mad fra Helles Køkken og velskænket fadøl fra Hadsund Bryghus, hvor det også lige skal nævnes, at Jacob Risgaard såmænd valgte at give en gratis omgang til samtlige 400 fremmødte.
Til stor jubel og som en perfekt afrunding på en inspirerende aften i iværksætteriets tegn.