Billede beskrivelse

Vartegn i Mariager renoveres: Havnekranen får nyt liv

Foreningen Havnens Venner har modtaget 550.000 kroner i støtte til renoveringen

27. juni 2018 kl. 12.28
Opdateret kl. 12.35

MARIAGER: Havnekranen er et af Mariagers vartegn og har nu markeret havneområdet med sin karakteristiske profil siden 1930.

Havnekranen i Mariager blev med stor velvilje hos byråd og fredningsmyndigheder fredet i 1992 som den første læsse- og lossekran af sin type (svingkran).

Foreningen Havnens Venner, stiftet i 1991, har gennem årene påtaget sig vedligeholdelse og pleje. Det er cirka 10 år siden, at Titan-kranen sidst gennemgik en omfattende renovering, men en ny, primært af stålkonstruktionen, er nu påkrævet - og meget bekostelig!

Havnens Venner kunne på generalforsamlingen 11. juni derfor glæde sig over, at flere vil bidrage til renoveringen: ELRO-fonden har givet tilsagn om kr. 100.000,- Sparekassen Hobro Fonden om kr. 50.000,- og kort før generalforsamlingen meldte Slots- og Kulturstyrelsen tilbage med et tilsagn om kr. 400.000,- i støtte. Styrelsen begrunder bl.a. tilsagnet med, at kranen fremstår som et teknisk monument og besidder ganske særlige kulturhistoriske og miljømæssige kvaliteter. Desuden vurderer styrelsen, at kranen er identitetsbærende både for Mariager by og for Mariager Fjord. Havnens Venner vil nu søge de sidste midler hos forskellige fonde o.a. med henblik på, at renoveringen kan igangsættes allerede i efteråret 2018 eller tidligt i 2019.

På generalforsamlingen blev formandens beretning og foreningens regnskab godkendt. Bestyrelsen har efterfølgende konstitueret sig med Leif Høgh som formand og Anne Thayssen som kasserer og sekretær. Øvrige medlemmer er Carsten Riishuus, Claus Pico Stæhr, Jan Weir Christiansen samt Preben Andersen som suppleant. Lizzi Damsgaard og Birgit Riishuus fortsætter som revisorer.

Foreningens ca. 150 medlemmer udfører en del "loppemarkedsopgaver" for at samle midler ind til fortsat pleje af kranen. Interesserede er velkomne til at kontakte foreningens sekretær Anne Thayssen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste