Vandrehjem i Hobro klarer selv skærene

Fem år i fremgang

09. april 2018 kl. 14.50
Opdateret 12. april 2018 kl. 10.13

HOBRO: Da Hobro Idrætscenter i 2013 overtog ejerskab og driften af naboen Danhostel Hobro, kæmpede vandrehjemmet med dalende besøgstal, en dårlig økonomi og slidte lokaler.

I dag, fem år senere, ser det helt anderledes lyst ud.

Hjemmet, der i dag er en selvejende institution under navnet Danhostel Hobro Idrætscenter, har gennemgået en større renovering.

Sidste år havde man næsten dobbelt så mange overnatninger som i 2013, da idrætscentret overtog.

Det betyder også, at vandrehjemmets økonomi er tilbage på ret køl.

Gælden på vandrehjemmets realkreditlån er nedbragt med 700.000 kroner, og fra i år klarer idrætscentret driften af vandrehjemmet helt uden støtte fra Mariagerfjord Kommune, der tidligere har ydet et årligt driftstilskud.

- Det glæder mig utroligt meget, at vandrehjemmet nu ser ud til, at kunne klare sig selv uden tilskud, siger Hans Mikkelsen, vandrehjemmets bestyrelsesformand.

Siden overdragelsen i 2013 har personalet i Hobro Idrætscenter taget sig af alt lige fra administration til booking af værelser og rengøring på vandrehjemmet.

- Tiden har vist, det var en god beslutning at lave samdrift med idrætscentret. Det fungerer utrolig godt.

- I dag er det kun i højsommeren, vi indkalder ekstra personale, siger Hans Mikkelsen.

I løbet af de fem år er det lykkedes Hobro Idrætscenter at hente 430.000 kroner i driften af vandrehjemmet, som man har skudt i en løbende renovering af de 20 værelser.

En renovering, hvortil også kommunen har ydet tilskud.

- Der er kommet tæpper på gulvene, badeværelserne er renoveret, og der er nyt inventar i alle gæsterum.

- Nu mangler vi kun tre badeværelser, og i år har vi sat 100.000 kroner af, fortæller Hans Mikkelsen.

- Uden at det skal lyde af alt for meget, så vil jeg sige, vi har fået et af Danmarks flotteste vandrehjem, siger bestyrelsesformanden.

I 2013 overnattede 4500 på vandrehjemmet på Amerikavej. Sidste år var det tal vokset til 8136.

- Det er steget hvert eneste år. Vi har både sportsfolk, familier, håndværkere og mange turister.

I sommermånederne kan vi godt nå op på 1100 gæster.

- Men nu er vi nok også ved at have nået det tal, vi kan forvente.

Godt 8000 overnatninger i Hobro synes jeg er meget godt gået, siger Hans Mikkelsen.

Vandrehjemmet fortsætter som en selvejende institution med selvstændig bestyrelse, ligesom administrationsaftale med Hobro Idrætscenter kører videre.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste