Unge Hobro IK-spillere strålede i Göteborg
Efter et par år med begrænset rejseaktivitet på grund af corona havde Hobro IK for nylig 134 ungdomsspillere afsted til Future Cup i Göteborg. Spillerne var fordelt på ni forskellige hold fra U12 til U17, og turen blev på alle måder en stor succes.
Sportsligt bød turen på et par flotte topplaceringer, men det var nu ikke det sportslige, der stod klarest efter turen. Det var oplevelsen af igen at kunne være afsted som klub og dyrke fællesskabet og samværet på tværs af årgange.
- Selvom Göteborg jo ikke er langt væk, så er der noget helt særligt ved at kunne tage ungdomsspillere med på en tur til udlandet. Være afsted som en helhed, hvor man er fælles om at repræsentere Hobro IK uanset årgang eller om man er bredde- eller elitespiller. Vi havde nemlig begge dele med til Future Cup, fortæller Rasmus Kjærsgaard, talentchef i Hobro IK.
- Alle spillerne fik det samme tøj, og det var tydeligt, at det også gjorde noget, at man kunne gå rundt og med stolthed vise, at man kom fra Hobro IK. Det betød, at klubfølelsen blev styrket, og man i videst mulige omfang bakkede hinanden op.
- Derfor blev der også skabt nogle givende og vigtige relationer på tværs af både årgange, og på tværs af bredde og elite. Relationer, som understreger det fællesskab, der er vigtigt og en af vores værdier i Hobro IK, siger Rasmus Kjærsgaard.
Udover de 134 ungdomsspillere var der 21 ledere med på turen. Næste fællestur i ungdomsafdelingen er Kristi Himmelfartsdag, hvor eliteungdomsholdene skal til Nørhalne Cup, mens den i sommerferien står på den traditionelle og populære Vildbjerg Cup, hvor de fleste hold i Hobro IK’s ungdomsafdeling deltager.