Billede beskrivelse

Udvekslingsaften i Rotary Klub

19. oktober 2017 kl. 08.21

HADSUND: De har det som regel altid hyggeligt, når de mødes hver onsdag aften på Davinci Ristorante i Hadsund - medlemmerne af Hadsund Rotary Klub.

En af de aftener, medlemmerne i særlig grad ser frem til, er når årets udvekslingsstudenter kommer på besøg for at fortælle om deres oplevelser.

- Det er en fantastisk udvikling, der sker på et år, når det smukke unge menneske drager ud i verden for at stå på egne ben i trygge omgivelser, fremhæver PR-ansvarlig i Hadsund Rotary Klub, Helene Dylmer.

I denne omgang havde Rotary-klubben på ungdomsudvekslingsaftenen besøg af Casper Roth og Tilde Hansen, der begge var på udveksling i Mexico 2016/17, samt Julia Saad fra Brasilien, der i øjeblikket er på udveksling hos Hadsund Rotary Klub og går på Mariagerfjord Gymnasium, hvor hun allerede har lært en del danske gloser.

Samtidig med at Julia er på udveksling i Danmark, har Hadsund Rotary Klub selv sendt Anna Poulsen på udveksling i Minnesota i indeværende skoleår, og det ligger også allerede fast at næste års udvekslingsstudent fra Hadsund bliver Anne Bjørk Højgaard.

Hvor hun skal tilbringe skoleåret 2018/19 er dog endnu ikke afklaret.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste