Billede beskrivelse

Tysk organist bag orgel i Mariager

16. juli 2017 kl. 06.00

MARIAGER: Sommerens fjerde orgelkoncert i Mariager Kirke, tirsdag 25. juli, bliver med en prisvindende tysk organist, Johannes Unger fra Lübeck.

Som den yngste deltager vandt han i 1998 den internationale orgelkonkurrence i Odense, og i årene derefter vandt han både Bach-orgelkonkurrencen i Leipzig og konkurrencen i St. Albans.

Siden 2009 har han været organist i en af Europas mest prestigefyldte kirker - Mariakirken i Lübeck - hvor han er primus motor for kirkens omfangsrige musikliv.

Ved koncerten i Mariager disker han op med et program, der er som skabt til orglet.

Louis Marchands "Grand Dialogue" regnes som det største enkeltstående stykke franske barokmusik og viser til fulde orglets franske majestætiske klang.

Dertil kommer fem orgelkoraler af Buxtehude, ny musik af den hollandske organist Ad Wammes og selvfølgelig også toner af Bach, inden koncerten i Mariager afsluttes med August Gottfried Ritters store 3. sonate i a-mol, der spiller uafbrudt i 20 minutter.

Efter koncerten inviteres der som altid på et glas vin/vand udenfor kirken.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste