Billede beskrivelse

Tusindvis af ålegræsplanter arbejder nu på at redde Mariager Fjord fra kvælningsdøden

03. august 2024 kl. 11.01

MARIAGERFJORD: Årelang tilførsel af næringsstoffer resulterede for 27 år siden i et kollaps i Mariager Fjord, der "protesterede" i form af en såkaldt bundvending, som stort set udryddede alt fiskeliv.

Siden har bundvendingen ikke gentaget sig, men fjorden deler skæbne med landets øvrige fjorde, der alle lider under omfattende iltsvind.

Som lokale fiskere kan bevidne er der kun overfladefisk tilbage i Mariager Fjord. Fladfisk og torsk er det stort set umuligt at finde. Nu kan håbet om en bedring af tilstanden måske snart begynde at spire, efter at et projekt med udplantning af ålegræs er iværksat i fjorden.

Bag projektet står Syddansk Universitet (SDU) og foreningen og NGO'en Os om Havet, der med bistand af frivillige og i Mariager Fjords tilfælde også økonomisk støtte fra det offentlige miljøsamarbejde Coastal Life.

Billede beskrivelse

Det udførende led i projektet er Os om Havet, der trækker på ekspertbistand fra SDU.

- SDU undersøger, hvor i landet det giver mening at udplante ålegræs, og Mariager Fjord er altså et af de steder. Så vi har iværksat et storskala-projekt med udplantning af 6000 ålegræsplanter. De er høstet fra sunde bed, hvor de trives og vokser i massevis, så vi ikke flytter problemet fra et sted til et andet, forklarer Emma Juvik, der er projektleder for Os om havet.

Hun er biologistuderende ved Københavns Universitet og er NGO'ens eneste lønnede medarbejder.

- Resten er frivillige i organisationen, der er parat til at give et nap med, hvor det behøves, og lokalt får vi hjælp af frivillige, der arbejder med på det enkelte projekt, forklarer Emma Juvik.

Os om havet har også andre aktiviteter end udplantning af ålegræs. F.eks. cleanup-projekter med fokus på at fjerne affald fra kystområder, og man har også en eventgruppe, der gæster forskellige lokaliteter i landet for at sætte fokus på de alvorlige problemer, der præger havmiljøet.

Billede beskrivelse

Mariagerfjord er en af de seks kommuner, der i samarbejde med Kystdirektoratet stå bag Coastal Life. Kommunens bidrag til ålegræsprojektet har bestået i at stå for logistik og praktisk assistance.

Mens fisk kvæles af kvælstof, kan ålegræsset godt klare sig og har ifølge Emma Juvik gode chancer for at trives og brede sig i Mariager Fjord.

- Vi har enkelte stedet oplevet, at det er mislykkedes, fordi vind og vejr har nået at ødelægge bedene, inden planterne har nået at sætte sig, men det håber vi selvfølgelig ikke sker i Mariager Fjord, siger hun.

Effekten øges i takt med, at ålegræsset breder sig, men lokale fiskere må alligevel ruste sig, før de igen kan fange bundfisk i fjorden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste