Tricktyve stjal dankort fra villa
MARIAGER: En 80-årig kvinde har været udsat for et tricktyveri i sit hjem i Rosengade i Mariager, hvor der forsvandt et dankort til Østjyske Bank fra et indkøbsnet, som hang i baggangen i villaen.
Senere blev der hævet "et lidt større kontantbeløb" på kortet, oplyser Preben Møller fra Nordjyllands Politi i Himmerland. Han vil ikke komme nærmere ind på beløbets størrelse.
Det var en "mørklødet dame", der afledte beboeren ved at ringe på under påskud af, at en bold var landet omme i haven. Mens beboeren gik med gæsten om i haven for at lede efter bolden, var en anden person gået ind i huset og havde stjålet dankortet.
Det skete onsdag mellem kl. 11 og 12.