Tre klasser til superliga-bold
HOBRO: Gratis billetter til Hobro IK’s superligakamp mod FC Midtjylland - og en sandwich inden kampen. Sådan lød tilbuddet fra Jutlander Bank og HIK’s ungdomsafdeling til vinderholdene i den traditionsrige Jutlander Bank Skolecup, der i år blev afviklet i weekenden 10.-11- februar i Hobro Idrætscenter.
Tilbuddet gjaldt ikke alene de piger og drenge, der sejrede på banen. Alle deres klassekammerater var også inviteret, og den invitation havde tre klasser taget imod: 6. a fra Arden Skole samt 7. b og 8. c fra Rosendalskolen.
Selv om der således var et halvt hundrede ekstra par hænder til at drive de gule frem, måtte Hobro som bekendt alligevel se sig besejret knebent af midtjyderne.
Næste år kan Jutlander Bank Skolecup fejre 50 års jubilæum, og Hobro IK’s ungdomsafdeling er sammen med Jutlander Bank allerede i fuld gang med at planlægge, hvordan 50 års jubilæet skal fejres.