Travlhed med at klippe røde bånd i Hadsund Sejlklub

Hadsund Sejlklub har fået nye flydebroer og bedre faciliteter til autocampere

24. august 2021 kl. 15.29

Formanden for Hadsund Sejlklub, Paw Kristensen, kunne forleden byde velkommen til gæster, medlemmer, sponsorer og borgmester Mogens Jespersen fra Mariagerfjord kommune. Især sidstnævnte fordi der i den grad skulle gang i saksen med klipning af flere røde bånd.

- Vi er både glade og stolte over, at vi, takket være hjælp fra kommunen og gode sponsorer og fonde, er kommet i mål med nye flydebroer i lystbådehavnen, men også nye tømningsfaciliteter til såvel lystbåde som autocampere. Disse faciliteter kommer nemlig både vore egne medlemmer til gode, men i særdeleshed også de mange sejlende og kørende gæster, som vi i stort tal byder velkommen her i Hadsund, fastslog formand Paw Kristensen i sin velkomsttale. Gæster som ofte giver udtryk for, at de er glade for netop at være her ved Hadsund Sejlklub.

Borgmester Mogens Jespersen er glad for de initiativer, som Hadsund Sejlklub har sat i værk.

Samskabelse er nøgleordet

- Vi går meget op i begrebet samskabelse i Mariagerfjord kommune, som blandt andet udmøntes i form af et stærkt samarbejde mellem klubber, frivillige organisationer og kommunen, når nye og spændende projekter skal iværksættes, lød det fra borgmester Mogens Jespersen, der i sin tale, lige inden han klippede det første røde bånd ved flydebroerne, lagde vægt på, at Hadsund Sejlklub netop har vist vejen, ved selv at medfinansiere projekterne sammen med fonde og andre sponsorer, foruden lidt økonomi og arbejdskraft fra kommunens side.

- Og så ligger initiativet med nye flydebroer og de fine faciliteter til autocampere lige til højrebenet i forhold til vores strategi for udviklingen af Mariager Fjord, som netop stiller skarpt på både styrker og potentiale ved kommunens unikke beliggenhed ved den smukke fjord, fastslog borgmesteren.

Også næstformand Børge Poulsen fra LAG Himmerland lagde i sin tale vægt på betydningen af de tiltag, som Hadsund Sejlklub har iværksat. Ikke mindst af miljømæssige årsager fordi man nu har ordnede forhold omkring tømning af spildevandstanke hos såvel lystsejlere som autocampere, begge projekter som LAG Himmerland har ydet støtte til.

Kom bare med nye projekter

- Kom gerne med flere ideer og projekter der kan udvikle, styrke og forbedre vilkårene, for dem som bor her i kommunen, fastslog en imødekommende Børge Poulsen.

Afdelingsdirektør Mogens Chortsen fra Jutlander Bank glædede sig over, at han her i sommervarmen kunne have rollen som julemand, der også havde en flot pengegave med fra Jutlander Fonden Himmerland.

- Hadsund Sejlklub er jo et flagskib for kommunen, og deres initiativrigdom kalder på en positiv tilgang til, at vi yder støtte, fastslog han.

Da det røde bånd var klippet ved de nye flydebroer og tømningsanlægget for lystsejlerne drog hele forsamlingen op over bådepladsen, hvor der også var et rødt bånd ved servicepladsen for autocampere, der skulle klippes.

- Jeg har klippet mange røde bånd gennem min tid som borgmester her i kommunen, men det skal helt sikkert med i mine erindringsskrivelser engang, at jeg også har været med til at indvi et tømningsanlæg, lød det muntert fra borgmesteren, inden han endnu engang svingede saksen i dagens anledning.

Efter det officielle program kunne de mange deltagere i indvielsesfestlighederne styrke sig med grillpølser og drikkevarer i det smukke sensommervejr, inden medlemmerne af Hadsund Sejlklub sluttede den festlige dag af med den traditionelle sommerfest i klubhuset.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste