Træskib ohøj i Mariager Fjord
Hadsund tog torsdag forskud på pinsens store Træskibsstævne
HADSUND: I lang tid har man i Mariagerfjord Kommune forberedt sig på pinsens store Træskibsstævne.
Så meget større var glæden, da de første af i alt 81 forventede træskibe torsdag stævnede ind i fjorden for i første omgang at lægge til i havnen i Hadsund.
Torsdagen igennem satte Træskibsstævnet og den tilhørende børnekulturuge på forskellig vis sit præg på havnemiljøet i Hadsund.
Allerede fra morgenstunden kunne skoleelever gå ombord på DGIs Legeskib og udfolde sig fysisk med forskellige sjove aktiviteter, og i eftermiddagstimerne gik det så for alvor løs med diverse underholdende indslag for hele familien.
Skipper Skæg optrådte i to omgange. Hadsund Hustlers gav koncert sammen med elever fra Mariagerfjord Kulturskole. Trommeelever fra kulturskolen bidrog med seje rytmer under navnet Bada Boom Band, mens det i aftentimerne var Fjordens Tyroler og Partyband, der spillede op for det mere modne publikum.
I løbet af fredagen fortsætter træskibsflåden til Hobro, hvor Træskibsstævnet især lørdag vil komme til at sætte sit umiskendelige præg på byen.
Borgmester Mogens Jespersen og formanden for Træskibssammenslutningen Rasmus Casper står sammen for den officielle åbning af Træskibsstævnet lørdag formiddag.
Resten af lørdagen byder bl. a. på sjove konkurrencer i havnen, åbne skibe, præsentationssejlads - og afslutningsvis bal med det lokale orkester "Starturn".