Billede beskrivelse

Tonstung lastbil væltet ind på mark

11. juli 2022 kl. 15.30

En tonstung lastbil fra firmaet Frode Laursen kom mandag formiddag alvorligt på afveje på Nysum Byvej ud for nummer 59 lidt syd for Rold. Lastbilen kom ud i rabatten, og selv om chaufføren fik bremset bilen lidt ned, røg den hen over en grøft og pløjede sig mange meter ind på en mark.

Her lagde lastbilen sig til rette på højre side.

Det beretter indsatsleder Palle Olesen fra Nordjyllands Beredskab.

Beredskabet blev kaldt til uheldet klokken 10.05, og fremme på uheldsstedet kunne de konstatere, at chaufføren var blevet spærret inde i førerhuset.

- Vi måtte sætte en stige op til døren i lastbilens førerhus for at få chaufføren ud af bilen. Han blev efterfølgende bragt til sygehuset til et tjek for smerter i nakken, men var ellers tilsyneladende ikke kommet alvorligt til skade, konstaterer indsatslederen.

Miljøvagten i Mariagerfjord Kommune er tilkaldt og skal sikre, at der ikke sker forurening med olier eller andre væsker fra bilen.

- Senere skal lastbilen selvfølgelig bjærges, og det bliver da lidt af en opgave, konstaterer Palle Olesen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste