To nye touchskærme med tips til turister
Den ene skærm opsat på Hobro Havn
MARIAGERFJORD: Moderne turister er mobile, digitale og online - også i ferien.
I erkendelse heraf etablerede VisitMariagerfjord i sommeren 2017 en digital touch-skærm udenfor Turistbureauet i Øster Hurup, og den har nu fået følgeskab af yderligere to digitale informationsskærme op i fjordkommunen: Én på havnen i Hobro ved siden af Det Røde Pakhus, og én på Hadsund Havn - lige ved broen over den nye kanal.
- Kombineret med VisitMariagerfjords nye turist-app betyder det, at gæsten altid kan finde relevant information på rejsen.
App’en anvender såkaldt Geolocation, og kan dermed altid afkode, hvor gæsten fx finder nærmeste restaurant, forklarer turistchef i Mariagerfjord Kommune, Kristina Lehmann Schjøtt.
Informationerne via touch-skærm og app forefindes både på både dansk, tysk og engelsk og vil være tilgængelige døgnet rundt.
Udvalget for kultur og fritid tildelte i efteråret 2017 midler til indkøb af flere touch-skærme i kommunen, og det er det projekt, der nu er i gang med at blive rullet ud.
Fordelene ved den digitale gæsteservice er, at man hurtigt kan få spredt alle former for informationer om fx nye arrangementer via platformene og dermed give gæsterne løbende inspiration til oplevelser i deres ferie. App’en hedder "VisitMariagerfjord" og kan hentes både i AppStore og GooglePlay.