To gange fuldt hus i Veddum sal
VEDDUM: Godt en halv snes amatørskuespillere i Veddum høstede to gange taktfast bifald fra en fyldt Veddum Sal, efter at de havde opført farcen "Husk coach og parlør til Udkantsdanmark".
Generalprøven blev særdeles vellykket, og de dygtige lokale skuespillere slap også flot fra opgaven om aftenen.
Aftenforestillingen blev indledt med spisning og afsluttet med en svingom, så mange borgere i landsbyen var tilfredse med, de kunne sove længe om søndagen.
Amatørerne har øvet de seneste mange uger på farcen, der fik latteren til at rulle gennem salen adskillige gange.
Rammen for forestillingen var en ornestation i Jylland, der får tilskud til ansættelse af hjælp. Da københavnerne ankommer, udvikler historien sig.
I Veddum er det blevet en fast tradition, at der på tærsklen til foråret opføres en dilettantforestilling i Veddum Sal.
Der blev pustet nyt liv i traditionen for godt en snes år siden, da et hold satte sig for at bygge scenen i salen op og derefter indøvede et stykke.
Det blev en succes, og siden har man i landsbyen holdt fast i den årlige forestilling som led i en festaften.