To byer hårdt ramt af tyvetogt - her gik de efter smykker og kontanter
Politiet håber på overvågning kan hjælpe med opklaring
HIMMERLAND: Villaindbrud på stribe. Samme fremgangsmåde - og samme valg af tyvekoster.
Politiet i Himmerland har fået en lang række anmeldelser om indbrud i forbindelse med påsken. Det er gået ud over villaer i Hobro og Skørping, hvor tyvene alle steder er kommet ind via vinduer og er gået efter at stjæle smykker samt kontanter.
Derfor har politiet også en mistanke om, at det kan være de samme gerningsmænd, som står bag indbrud i begge de himmerlandske byer.
Indbruddene har fundet sted på Finlandsvej, Violvej, Valmuevej i Hobro, hvor der også var et indbrudsforsøg på Falkevej.
I Skørping drejer det sig om Degnevænget, Hanebakken, Smallegade, Bentevej og Mølleparken.
- Valget af tyvekoster samt fremgangsmåde gør, at vi naturligvis kigger på, om der kan være en sammenhæng, og så skal vi også have undersøgt, om der på nogle af adresserne er overvågning, som kan hjælpe os i opklaringsarbejdet, siger Mikkel Brygmann fra politiet i Himmerland.