Tjeklisterne giver mere tryghed
I et år har afdeling Skoven på plejecenter Solgaven sat fokus på at nedbringe medicineringsfejl
HOBRO: Det gælder om at holde tungen lige i munden, når 14 dages piller og tabletter skal doseres i æsker til beboerne på plejecenter Solgaven i Hobro.
Men nu er det blevet lettere for personalet på centret afdeling Skoven at gå systematisk til værks og undgå fejlmedicinering.
Syv af afdelingens sygeplejersker, assistenter og hjælpere har i samarbejde med projektleder Hanne Thorsager Olsen fra Mariagerfjord Kommune udviklet et skema.
Det hjælper personalet med at huske, hvad de skal holde øje med, når de håndterer beboernes medicin.
Og det har givet gode resultater.
- Siden vi begyndte at bruge tjeklisterne for et års tid siden, har vi først set en halvering i antallet af medicineringer, der ikke er givet til tiden.
- Og nu er vi faktisk helt nede på en tredjedel i forhold til, da vi startede for et år siden, fortæller Hanne Thorsager Olsen, projektleder i Mariagerfjord Kommune.
Sidste år gik Mariagerfjord Kommune med i det landsdækkende projekt "I Sikre Hænder," der blandt andet sætter fokus på at nedbringe antallet af medicineringsfejl i ældreplejen.
Afdeling Skoven på Solgaven i Hobro er et af tre steder i Mariagerfjord, der er udtaget som pilotprojekter.
Udover at nedbringe antallet af tilfælde, hvor medicinen gives for sent, er målet at nå 300 dage uden medicineringsfejl, hvor det er nødvendigt at kontakte en læge.
- Vi er oppe på 167 dage nu.
- Det er super flot, og det er fordi, personalet står sammen om at løfte denne her opgave, siger Hanne Thorsager Olsen.
Skemaet fungerer som en tjekliste for personalet.
Blandt en lang række af tjekpunkter minder den eksempelvis personalet om at kontrollere, at beboerens tabletter passer med den elektroniske medicinliste, og at navn, CPR-nummer og ugedag stemmer.
- Der sker fortsat doseringsfejl, men forskellen er, at vi nu opdager dem meget hurtigere og før medicinen når ud til borgeren, fortæller Beata Larsen, der er en af de syv medarbejdere i Solgavens forbedringsteam, der har udviklet tjeklisterne.
- De punkter, der står på listerne, har vi altid skullet kontrollere.
Forskellen er, at skemaet giver os en fælles og god arbejdsmetode og gør det mere synligt, hvad vi skal huske, og hvem der har doseret medicinen.
- Det gør det også nemmere at opklare eventuelle fejl og misforståelser, siger Beata Larsen.
Forbedringsteamet har også udviklet et nyt tavlesystem, der hjælper medarbejderne i dag- og aftenvagt til at se, hvilke beboere, de skal være særligt opmærksomme på.
- Det er et øjebliksbillede af, hvad det er vi skal have set på, når vi møder ind om morgenen eller aftenen.
Det kan for eksempel være, vi skal være obs på ernæring og væske hos en borger.
- Så står det på tavlen, fortæller sygehjælper Pia Koefoed.
I løbet af 2018 skal de gode resultater fra Solgaven og de to andre pilotenheder gradvist bredes ud til ældreplejen i resten af kommunen.