Billede beskrivelse

Tingbogen blev udskiftet med vandresko

23. september 2024 kl. 06.04

HOBRO: Ikke mindre end 34 personer fra Tinglysningsretten i Hobro deltog onsdag i "March mod ensomhed", der bød på en tur på mellem 5 og 10 kilometer.

Det var Tinglysningsrettens øverste chef; præsident Rikke Holler, der havde taget initiativet, da hun synes, det var meget vigtigt at sætte fokus på budskabet om at bekæmpe ensomhed. Derfor havde hun besluttet at både institutionen og de ansatte skulle gøre en aktiv indsats.

Dagen startede for de morgenfriske med morgenmad på borgmesterkontoret – i selskab med Patrick Cakirli, der er initiativtager til ”March mod ensomhed”. Hvert år fra uge 32 til og med uge 41 marcherer Patrick Cakirli mod ensomhed, hvor han vandrer 2.000 kilometer gennem Danmark i den gode sags tjeneste.

Billede beskrivelse

Onsdag havde han sin trofaste vandremakker, Martin Lærke Sørensen, med sig til Hobro. Martin fyldte ovenikøbet 50 år på dagen, hvorfor der blev serveret lækker fødselsdagskage. På baggrund af dagens fødselar og hans alder, blev alle deltagerne enige om, at de ville overføre minimum 50 kr. hver til det gode formål.

Det hele blev tilsmilet af det skønneste, lune sensommervejr – og de friske folk fra Tinglysningsretten har allerede nu lovet, at de også næste år vil deltage i ”March mod ensomhed”.

Formålet med ”March mod ensomhed” er overordnet at sætte fokus på ensomhed som sundheds- og samfundsudfordring, såvel som at samle ind til Ensomhed Danmarks Landsindsamling.

I 2024 går støtten til fordel for TUBA - en organisation, der tilbyder gratis terapi og rådgivning til unge i alderen 14 til 35 år, der er opvokset i et hjem med alkohol- eller stofmisbrug.

Konceptet for ”March mod ensomhed” er som følger: Patrick Cakirli må ikke gå, medmindre han har følgeskab, ellers skal han stå stille. På den måde bliver hans vandring symbol på vigtigheden af fællesskab og social ansvarlighed i kampen mod ensomhed.

Patrick Cakirli er selv gået igennem store dele af tilværelsen med ensomheden som sin eneste følgesvend. I 2017 gik han sin første ”March mod ensomhed”, og tusindvis af danskere har siden da sluttet sig til marchen ude på de danske landeveje.

Alene i 2024 skønnes det, at Patrick Cakirli har fået/får følgeskab af mere end 18.000 mennesker i løbet af turen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste