Tilfreds arrangør: Bedste sommerfest i Øster Hurup i tre år
3.000 gæstede lørdag aften sommerfesten med Lilholt, Tørfisk og Johnny Madsen, fortæller arrangørerne, der lover en gentagelse af festen i 2018
ØSTER HURUP: - Det er ubetinget den bedste af de tre sommerfester, jeg har været med til at arrangere i Øster Hurup.
Gert Degn fra Event Danmark er en tilfreds arrangør ovenpå lørdagens Øster Hurup sommerfest.
Her trak Lars Lilholt, Johnny Madsen og Tørfisk omkring 3.000 mennesker til fodboldbanerne i byen.
- Måske godt og vel endda. Og det hele kørte bare på skinner, så jeg er både glad og lettet i dag, siger Gert Degn.
Det eneste bump på vejen var, da strømmen gik på hovedscenen fem minutter i midnat.
- Vi har ikke nået at få et overblik over, hvorfor den gik. siger Gert Degn, der sammen med sine folk ikke nåede at få strømmen på scenen tilbage.
- Men heldigvis var der kun få minutter tilbage af aftenens sidste koncert med Lars Lilholt Band, der kun manglede at give det sidste ekstranummer. Så folk var tilfredse, og så fortsatte festen i ølteltet, tilføjer han.
Ud over de cirka 3.000 billetter blev der tømt omkring 175 fustager øl fra boderne på pladsen.
- Folk er virkelig gået til den, så allerede klokken 22 måtte vi til Brønderslev efter ekstra forsyninger, fortæller Gert Degn.
Han tør allerede nu love, at sommerfesten vender tilbage til Øster Hurup i 2018:
- Klokken et i nat sagde jeg, til Lars (Lilholt red.), at han godt kan sætte kryds i kalenderen, og det var han helt med på. Tørfisk vender formentlig også tilbage, for de er jo - ligesom Lilholt en institution i Øster Hurup. Men hvem det tredje navn bliver, får vi at se.